Del

Kulturarven lokker turisterne

Der er masser af turister, der elsker kulturarvsoplevelser, og det er godt for bæredygtigheden. Men hvis museerne bliver endnu dygtigere til at få oplevelserne til at smelte sammen og ramme deres målgrupper, kan det blive endnu bedre.

Hvert år strømmer turister i hundredtusindvis til vores museer og kulturlandskaber, og mange danske museer er dygtige til at lokke dem hertil.

Men det kræver måske ikke så meget, hvis kulturarvsturismen i Danmark skal blive endnu bedre, og det er netop, det dette afsnit af Absalons podcast Turisme med Vilje handler om.

I ugens udgave taler Peter Franklin Würtz, ansvarlig for efter- og videreuddannelse og underviser på Leisure Management-uddannelsen, med lektor Andreas Bonde Hansen, der, udover at undervise på Absalon, blandt andet rådgiver om museer og turisme – og så er han oprindeligt uddannet arkæolog.

I samtalen stiller de skarpt på, hvordan kulturarv, bæredygtighed og turisme hænger sammen, og hvordan de tre kan være med til at løfte hinanden.

Du kan læse tre af podcastens pointer her:

1. Kulturarven får fat i turisterne

Når vi taler om kulturarven, så taler vi om, at man tager et levn fra historien – et narrativ, en tradition eller et fysisk levn – og giver det et nyt liv i form af for eksempel en attraktion eller noget underholdning.

Kulturarvsturisme er der, hvor turister rejser ud med det formål, at de skal besøge et museum, eller et historisk sted, som et kulturlandskab. Det kan for eksempel være, at de tager på Camønoen, at de besøger museet Tirpitz ved Vesterhavet, eller et sted som Hammershus, der i sig selv har en kæmpe brandværdi.

De senere år har der netop især været fokus på, at kulturlandskabet også er en oplevelse, som mange turister er interesserede i.

I Danmark har museerne altid været gode til den slags turisme. Der er blevet bygget mange nye og innovative attraktioner, og, sammenlignet med andre lande, så er der mange museumsgæster i Danmark. 

2. Kulturarvsturisme og bæredygtighed hænger sammen

Modsat mange andre lande, så er museerne i Danmark med til at bevare kulturlandskaberne, og de fungerer blandt andet også som rådgivere for kommuner og lignende.

Samtidig har vi en meget effektiv bevaring her i Danmark af blandt andet fortidsminder, og det betyder, at museerne er kulturelt bæredygtige, og her kan andre lære meget af museerne.

Den bæredygtige økonomi handler om at tænke langsigtet, og ikke nødvendigvis kun at have fokus på pengene, men også på ting som human capital og udvikling.

På den måde leverer museerne rigtig meget for de skattekroner, de får, og selvom vi ofte hører det modsatte, så er de rigtig dygtige til at få fat i nye målgrupper inden for turisterne. Det er sjældent rentabelt at skulle have fat i nye målgrupper, så det skal museerne have ros for.

3. Oplevelserne skal smelte sammen

For at blive klogere på, hvordan vi kan arbejde med kulturarven og turismen, så er analyse vejen frem. Vi skal væk fra stereotyperne og de firkantede spørgeskemaer, for det betaler sig at lave grundige kvalitative og kvantitative undersøgelser. Derudover skal vi indse, at det ikke er nok med én strategi for turismen – vi skal have flere forskellige strategier alt efter den målgruppe, vi vil have fat i.

Derudover er det helt centralt, at oplevelsen på museerne bliver en samlet oplevelse for brugerne. Maden, man får i restauranten, skal smelte sammen med museet, som igen smelter sammen med butikken. Det skal være én samlet oplevelse, brugeren står tilbage med, og det er vigtigt, at museerne tænker i de baner.

Dem der får succes med kulturarvsturismen i fremtiden er dem, der formår at lave et fleksibelt produkt, hvor det hele smelter sammen, og som kan tilpasses både gutterne på polterabend og på bedsteforældrene, der er ude med børnebørnene.

____________

Du kan lytte til Absalons podcast – Turisme med Vilje –hvis du vil høre flere pointer om, hvordan kulturarvsoplevelser og bæredygtighed hænger sammen.

Vil du have viden, inspiration og info om relevante efter- og videreuddannelsestilbud? Så tilmeld dig vores faglige nyhedsbrev om LEISURE MANAGEMENT på phabsalon.dk/videreuddannelse/bliv-opdateret, så får du automatisk nyt direkte i din indbakke.

Læs mere om efter- og videreuddannelse inden for leisure management industrien.