Del

Nationalparker som et bæredygtigt forbillede

Unikke oplevelser der forundrer og skaber forandring. Det er nogle af de kort, nationalparkerne har på hånden, når det handler om at skabe bæredygtig turisme – og nationalparkerne spiller dem så godt, at andre sagtens kan lære af deres tilgang til turismen. 

Med nye internationale luftruter i sigte varer det ikke længe, inden flere turister begynder at strømme til Grønland.

Men flere turister betyder mere pres på ressourcerne, og det stiller store krav til, hvordan turismen planlægges, så den bliver bæredygtig og kommer den lokale udvikling til gavn. Her spiller ikke mindst Grønlands unikke nationalparker og UNESCO’s verdensarvsområder en central rolle. For jo mere, jo bedre er ikke altid det rigtige.

I denne udgave af Absalons podcast Turisme med Vilje, taler Peter Franklin Würtz, EVU-ansvarlig og underviser på Leisure Management-uddannelsen, med Ane Dolward, der er lektor og forsker på Absalon.

De taler blandt andet om, hvordan et fokus på bæredygtigheden sætter nye standarter for, hvordan turismen udvikler sig, og hvordan vi kan bruge nationalparkernes tilgang til turismen som et forbillede, når bæredygtigheden skal i centrum.

Du kan læse tre af podcastens pointer her:

1. Fokus på bæredygtighed – ikke på vækst

Når vi taler om turisme og nationalparker, så er nationalparkernes fokus ikke på vækst, men på at bevare naturen. Nationalparkerne rummer nogle helt unikke naturoplevelser, og det handler om at passe på det, man allerede har.

Ser vi for eksempel på Danmarks nationalparker, så udvikler de sig ikke for at tiltrække turister, de gør det for at for at bevare naturen. Det er altså ikke turisten, der stilles forrest, men bæredygtigheden – målet er ikke flere turister og vækst, men at passe på det betydningsfulde, vi allerede har.

Det fokus, som nationalparkerne har, kan inspirere til, hvordan man kan arbejde med bæredygtig turisme. 

2. De tre F’er

Noget af det, nationalparkerne er rigtig gode til, er at give turisten unikke oplevelser, som samtidig er bæredygtige. For at forklare det, kan man bruge de tre F’er: forandring, forundring og forvandling.

Som eksempel kan nationalparken i Vadehavet bruges. Hvis man som turist melder sig til en tur efter østers, så sker der noget med en, når man kommer ud til østersbanken. Ens sanser påvirkes og man mærker en form for forandring. Man oplever måske noget nyt, man ikke kendte til, og derfor bliver man også forundret: ”hov, jeg vidste da egentlig ikke, at østers smager så godt!” Samlet gør de små oplevelser, at man som turist flytter sig en lille smule – man er blevet forvandlet.

Det er især i forhold til det at forundre, at nationalparkerne er virkelig gode, og det kan andre dele af turismen lære meget af. Det handler om at arbejde med det, man som destination allerede har, i stedet for kun at have fokus på vækst.

3. Giv dem et løbehjul

I forhold til bæredygtigheden så handler det også om at sørge for, at turisterne er bredt ud, så de ikke slider for meget på stedet. Også det er nationalparkerne gode til.

Til det kan man for eksempel bruge app’s, der fortæller de besøgende, hvor der lige nu er flest besøgende, og man kan foreslå dem andre steder, de kan tage hen. Man kan også arbejde med prissætning, så det er dyrest at besøge stedet, når der er flest mennesker, eller man kan simpelt helt lade være med at markedsføre – der skal nok komme turister alligevel.

Transportsektoren kan også inddrages og arbejde med prissætning, så det er dyrest at transportere sig til steder, når der er flest mennesker.

En anden mulighed for at gøre turismen mere bæredygtig er at tilbyde de besøgende elløbehjul det sidste stykke ud til nationalparkerne, eller hvor turisterne skal hen, så man undgår at busser skal udlede deres CO2.

Alt det her kræver selvfølgelig, at turisterne selv vil gøre en indsats for at gøre deres besøg mere bæredygtigt, og det er vigtigt at få kommunikeret ud, hvordan vi passer på naturen. Men også her er nationalparkerne ofte rigtigt gode til at få deres budskaber ud på en måde, som andre kan lære af.

____________

Du kan lytte til Absalons podcast – Turisme med Vilje –, hvis du vil høre flere pointer om, hvordan man kan arbejde med turisme og bæredygtighed.

Vil du have viden, inspiration og info om relevante efter- og videreuddannelsestilbud? Så tilmeld dig vores faglige nyhedsbrev om LEISURE MANAGEMENT på phabsalon.dk/videreuddannelse/bliv-opdateret, så får du automatisk nyt direkte i din indbakke.

Læs mere om efter- og videreuddannelse inden for leisure management industrien.