Del

Kristendomskundskab/religion med fokus på undervisningsemnet kristendom

10 ECTS-point. Modulsproget er dansk.

Med dette modul arbejdes med kristendommens oprindelse, udvalgte perioder i kristendommens historie samt kristendommens nutidige situation og betydning for både individ og samfund i Danmark og globalt. Kristendom vil i modulet blive behandlet som en mangfoldig størrelse.

I modulet fokuseres på tolkninger af bibelske fortællinger, kristne grundbegreber, ritualer og andre udtryk samt deres faglig-pædagogiske udfordringer.

Du skal både tilegne dig viden om kristendom som religion blandt andre religioner og om kristendom som en religion på sine egne præmisser med et eget tydningsunivers, der fungerer som en dynamisk størrelse, og som sådan er under indflydelse af og øver indflydelse på kultur, samfund og dannelsesidealer i Danmark og internationalt. Modulet beskæftiger sig også med refleksion over denne viden, når den omsættes til konkret undervisning i skolen.

Arbejdet med modulet giver kompetence til at undervise i skolefaget kristendomskundskab, og derfor indgår fagdidaktisk viden og færdigheder som en dimension i arbejdet med modulets samlede indhold. Du vil i arbejdet kunne inddrage konkret undervisningsmateriale til faget i skolen, selv formulere tekster til elever og inddrage elevproducerede tekster og andre udtryk.

Modulets vidensgrundlag

  • Vidensgrundlaget udgøres af relevant forskningsbaseret viden fra religionsvidenskab og teologi om de faglige emner, modulet indeholder.  
  • Vidensgrundlaget udgøres også af viden og faglig-pædagogiske teorier om faget kristendomskundskab i folkeskolen, dets historie, mål, indhold og dets bidrag til skolens samlede opgave.  
  • Vidensgrundlaget er funderet i teorier og viden om børn og unges læringsforudsætninger, om læringsprocesser vedrørende religion, samt i viden og teorier om undervisningsformer, evalueringsformer og aktuelle undervisningsmaterialer til skolebrug.