Innovation Festival - Hvad skal AI betyde for fremtidens ældrepleje?
Hvordan kan kunstig intelligens skabe reel værdi i ældreplejen, og hvad kræver det af professionsfaglighed, teknologi, etik og implementering?
Torsdag den 1. oktober inviterer Care AI til Innovationsfestival på Professionshøjskolen Absalon i Slagelse.
Festivalen markerer afslutningen på tre års dansk tysk forsknings- og udviklingssamarbejde og samler forskere, praktikere, virksomheder og beslutningstagere til en dag om AI og fremtidens ældrepleje.
Care AI har undersøgt, hvordan AI kan understøtte en mere personcentreret ældrepleje. Et centralt spørgsmål i projektet har været, hvordan viden om det enkelte menneskes liv, vaner, relationer og værdier kan blive en mere aktiv del af den faglige beslutningstagning. Projektet har blandt andet udviklet AI prototypen Claire, der skal gøre narrativ viden om den enkelte beboer tilgængelig for medarbejderen direkte i plejesituationen.
På festivalen deler projektgruppen erfaringer og resultater fra arbejdet med Care AI, men dagen rækker også videre end projektet. Programmet sætter fokus på nogle af de spørgsmål, der bliver stadig mere relevante for os som professionshøjskole: Hvordan udvikler vi teknologi med udgangspunkt i menneskers og professionernes behov? Hvordan håndterer vi de etiske spørgsmål, der følger med AI? Hvad skal der til, før en teknologisk løsning faktisk bliver taget i brug i praksis? Og hvilke kompetencer får fremtidens velfærdsprofessionelle brug for?
Dagen modereres af journalist Ida Ebbensgaard. Professor Anne Gerdes fra Center for AI Etik på SDU sætter fokus på etik og ansvarlig anvendelse af AI. Torben Hollmann, formand for Sundhedsråd Østsjælland og øerne, ser på perspektiverne for fremtidens ældrepleje, og Jon Vilshammer, medstifter af Kira AI, deler konkrete erfaringer med vejen fra idé til anvendelse sammen med brugere fra praksis.
Care AI projektgruppen fra Professionshøjskolen Absalon, Flensburg University of Applied Sciences og soventec præsenterer desuden projektets vigtigste fund og erfaringerne med udviklingen af Claire.
Dagen afsluttes med en fælles paneldiskussion om spørgsmålet:
Hvordan ser fremtiden ud i ældreplejen, og hvordan kommer vi derhen?
Festivalen åbnes af Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering ved Professionshøjskolen Absalon.
I perioden 2021-2027 modtager Interreg Deutschland-Danmark ca. 94 mio. euro i tilskud fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). Midlerne går til støtte af dansk-tyske samarbejdsprojekter under programmets forskellige prioriteter.