Gå til hovedindhold

Første hold diplomingeniører færdige i Kalundborg

Fredag den 29. januar dimitterede de første 18 diplomingeniører fra Professionshøjskolen Absalon. Idéen blev til i efteråret 2015, og med et helt unikt samarbejde på tværs af kommune, region, industri og uddannelse, er det lykkedes at skabe en uddannelsessucces i Kalundborg.

18 nye diplomingeniører har nu fået deres bevis på, at de har gennemført deres uddannelse. Det er den foreløbige kulmination på en mission – en mission, som skulle skaffe flere studerende og mere kvalificeret arbejdskraft til Kalundborg: 

”Det er en glædens dag – først og fremmest for de 18 nye diplomingeniører, men også for Kalundborg, de mange virksomheder, Kalundborg Kommune, Region Sjælland og for Absalon. Det har krævet stort samarbejde på tværs, for at få denne gode idé til at blive til virkelighed. Missionen er lykkedes, vi har nu skabt en uddannelse i Kalundborg, som både kan tiltrække studerende fra Danmark og udlandet, og som kan sikre kvalificeret arbejdskraft til Kalundborg”, siger Camilla Wang, Rektor for Professionshøjskolen Absalon. 

Størstedelen i job allerede 

11 ud af de 18 nye diplomingeniører i bioteknologi har allerede fået et job i Kalundborg. Fire har valgt at læse videre, og forventningen er, at de resterende også får et job inden længe: 

”En ting er, at få idéen til at starte en ny uddannelse. Selv om det så lykkes, som det er gjort i Kalundborg, hvor alle har løftet i flok, så afhænger den reelle succes af, om der også er job til de studerende bagefter. Det er der ingen tvivl om, at det er der. Efterspørgslen er stor i Kalundborg modsat resten af landet, hvor der er større ledighed. Det viser, hvad det betyder at få rykket uddannelsen tæt på efterspørgslen. Virksomhederne kan se de studerende, og de studerende kan se virksomhederne an og ikke mindst hele området, og så er det lettere at skabe et match”, siger Daniel Bojsen, Direktør for Sundhed, Social og Engineering på Absalon. 

Opmærksomhed, opmærksomhed og opmærksomhed 

Det er ikke nok, at få en god idé og få alle til at støtte op om den. De kommende studerende skal også få øjnene op for de nye uddannelser i Kalundborg, og ikke mindst søge ind: 

”De 18 er blot de første af mange. Der har været en støt stigning i ansøgere siden uddannelsen startede. Men det har krævet utroligt mange ressourcer og arbejdskraft at få gjort opmærksom på, at nu kan man blive diplomingeniør i Kalundborg, at der er mange spændende praktikmuligheder og ikke mindst rig mulighed for job, når man er færdig”, siger uddannelsesleder Kathrine Bisgaard Christensen. 

En succes der kan kopieres 

Kalundborgs absolut største industrivirksomhed, Novo Nordisk, har som den øvrige industri bidraget med blandt andet gæsteforelæsninger, mentorordning, studiejobs, praktikforløb og projekter, og nu er flere studerende også kommet i job på Novo Nordisk. 

”Novo Nordisk producerer halvdelen af verdens insulin i Kalundborg, hvor vi beskæftiger 3.000 medarbejdere. Gennem mere end 50 år har vi opbygget højt specialiserede kompetencer og produktionsfaciliteter i Kalundborg, og det er afgørende for os, at vi har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Vi glæder os derfor over at være med til at opbygge en stærk lokal fødekæde af biotekingeniører – og på sigt også maskintekingeniører. Flere af de studerende, der dimitterer nu, har vi samarbejdet med under hele deres uddannelsesforløb. Ingeniørerne fra Absalon har en ekstra dimension, da de gennem hele deres studie har været tæt på praksis i den lokale industri, som supplement til deres teoretiske uddannelse. Derfor er vi også glade for at fem allerede har takket ja til jobs på Novo Nordisk i Kalundborg, siger Michael Hallgren, Produktionsdirektør Novo Nordisk Kalundborg”.

For rektor Camilla Wang er succesen i Kalundborg en model man kan bruge i andre dele af Danmark også:

”Vi har vist, at det kan lade sig gøre. Men det kræver virkelig at alle er med hele vejen. Det kræver også, at vi bliver ved, vi kan ikke bare hvile på laurbærerne nu. Vi skal blive ved med at udvikle uddannelserne i Kalundborg, og skabe de bedste rammer for de studerende. Et af de helt store skridt sker allerede efter sommerferien, hvor et helt nyt campus står klar”, siger Camilla Wang. 

Læs mere om:

Yderligere information

Camilla Wang - Rektor for Professionshøjskolen Absalon - 7248 1044

Daniel Bojsen - Direktør for Sundhed, Social og Engineering - 7248 1547

Kathrine Bisgaard Christensen - Uddannelsesleder - 7248 1497

Klaus Kristensen - Presseansvarlig Absalon - 7248 2727