Gå til hovedindhold

Jens Stenbæk ny formand for Danske Professionshøjskoler

Et enigt formandskollegie i Danske Professionshøjskoler har valgt Jens Stenbæk som ny formand. Det bliver først og fremmest rekrutteringsudfordringen, som den nye formand vil sætte fokus på.

Bestyrelsesformand for Absalon får endnu en formandskasket inden for professionshøjskoleområdet. Jens Stenbæk er netop udnævnt som formand for Danske Professionshøjskoler, et ansvar han ser frem til:

”De danske professionshøjskoler er lige nu i et moment, hvor vi er i et positivt lys, set i forhold til den opgave, som vi er sat i verden til at løse. Dem vi uddanner er der stor mangel på. Derfor er der stor politisk opmærksomhed på professionshøjskolerne, og det har givet os bedre økonomiske muligheder for at uddanne vores studerende bedre”, siger Jens Stenbæk.

Forsyningsforpligtelsen

Selv om professionshøjskolerne netop nu har succes, så er det også en succes, der forpligter, mener Jens Stenbæk:

”Vi er sat i verden med en forpligtelse – en forsyningsforpligtelse. Det skal forstås på den måde, at det er ikke nok, at vi bare fylder vores campusser op med studerende, vi skal også sikre, at vi uddanner til det, som der er brug for i samfundet omkring os. Så vi har også en del af ansvaret, hvis der mangler sygeplejersker, lærer og lignende, men også hvis vores studerende bliver uddannet til arbejdsløshed. Det er en forpligtelse, som altså går begge veje, hvilket kan gøre det til en svær opgave”, siger Jens Stenbæk.

Jens Stenbæk peger på, at i første omgang er udfordringen, at der mangler flere studerende især til velfærdsuddannelserne:

”Det er problem, som langt fra er ukendt. Når det kommer til sygeplejerske, lærere, pædagoger, der uddanner vi ikke nok til at imødekomme den efterspørgsel, som er her lige nu, men også til fremtidens efterspørgsel. Derfor er den store opagve lige nu, at få flere til at vælge professionshøjskolernes uddannelser”, siger Jens Stenbæk.

Samarbejde på tværs af interessenter

Ifølge Jens Stenbæk er det ikke en udfordring, som professionshøjskolerne kan løse alene:

”Professionshøjskolerne har klart et stort ansvar, men det er hele samfundet, som har en interesse i at vi lykkes. Derfor bliver det en vigtig opgave, at hele uddannelsesområdets interessenter forstår at arbejde sammen. For det handler om vores unge, som skal guides og vejledes på den bedst tænkelige måde. Der er ingen vindere, hvis en ung ender på en forkert videregående uddannelse, og det skal vi stå sammen om at undgå”.
Jens Stenbæk
Formand for Danske Professionshøjskoler

Derfor mener Jens Stenbæk, at professionshøjskolerne skal gøre sig mere interessant tidligere i de unges uddannelsesvalg:

”Vi skal sætte foden i døren tidligere. Hvor kan vi gøre os mere interessante? Og er der uddannelser, som vi kan sammenlignes os med, så vi kan hjælpe de unge med at vælge rigtigt i første forsøg, og ikke efter man har spildt tre år eksempelvis på et universitet, fordi det lød mest sikker med en universitetsgrad. Det er her vi skal arbejde fremadrettet, og ikke kun på professionshøjskolerne, men på hele uddannelsesområdet. Vores fokus skal være på de unge, som skal vælge deres vej for livet, der er der altså ikke plads til alt for mange fejl, og omskoling er spild af tid og liv”, siger Jens Stenbæk.

Jens Stenbæk afløser Peter Sørensen, formand for Professionshøjskolen VIA og Borgmester i Horsens kommune, der har været formand for Danske Professionshøjskoler siden 2018.