Gå til hovedindhold

Ny centerchef til Center for Ledelse og Oplevelsesdesign

Absalon byder Randi Mølager velkommen som ny centerchef for Center for Ledelse og Oplevelsesdesign med start den 1. september.

Randi kommer med bred erfaring fra både Undervisningsministeriet og kommunalt niveau, og har senest været udviklings- og sekretariatsleder i Center for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune.

Siden februar 2019 har hun i Absalon varetaget funktionen som uddannelsesleder ved Center for Ledelse og Oplevelsesdesign. Som uddannelsesleder har hendes primære arbejdsområder været Diplom i Ledelse og skræddersyede udviklingsforløb for ledere. Nogle af de centrale indsatsområder har været øget rekruttering til og fastholdelse af deltagere på diplomuddannelsen. Randi Mølager er 40 år og er uddannet cand.scient.pol og tager pt. en Master of Management Development på CBS.

Randi glæder sig til i sin nye rolle at bygge videre på sin hidtidige viden om Absalon:

”Jeg er stolt af at være en del af Absalon, og jeg ser frem til at bidrage også på et mere strategisk niveau med at sikre læringsforløb inden for både ledelse og oplevelsesøkonomi, der dygtiggør studerende til arbejdsmarkedets forventninger og behov. Samtidig glæder jeg mig til at styrke det tværgående samarbejde i endnu højere grad sammen med kompetente kollegaer”.
Randi Mølager
Centerchef for Center for Ledelse og Oplevelsesdesign

Sami Stephan Boutaiba, direktør for Pædagogik og Ledelse glæder sig over ansættelsen af Randi Mølager som centerchef.

"Med Randi Mølager får centret en dygtig og målrettet chef med et stærkt netværk i regionen. Samtidig får centret en chef med gode samarbejdsevner, som både vil gavne sammenhængskraften på centrets indre linjer og de mange samarbejdsflader, som CLO har med øvrige centre i Absalon og ikke mindst med de mange eksterne samarbejdspartnere i regionen", siger Sami Stephan Boutaiba, direktør for Pædagogik og Ledelse.