Gå til hovedindhold

Flere får tilbudt studieplads på Absalon

Ni procent flere ansøgere har fået tilbudt en studieplads på Professionshøjskolen Absalon sammenlignet med sidste år. "Men vi har plads til mange flere", siger direktør Daniel Bojsen.

Natten til fredag sad spændte ansøgere klar ved computeren for at få svar på deres ansøgninger til en af de 13 uddannelser på Professionshøjskolen Absalon. Hos 2651 af dem tikkede et positivt svar ind ved midnat. Det er en stigning på ni procent fra de 2437 ansøgere, der i 2022 fik tilbudt en studieplads. 

Stigningen sker på trods af et fald i antallet af ansøgere. Årsagerne skal ifølge direktør for Sundhed, Social og Engineering Daniel Bojsen findes to steder:

- Vi glæder os over at kunne byde velkommen til endnu flere studerende end sidste år. Det kan vi dels, fordi vi med den politiske aftale om flere studiepladser i provinsen har  kunnet tilbyde optagelse til flere, dels fordi vi lokalt på Absalon har arbejdet med at flytte studiepladser mellem vores campusser, så det passer bedre til ansøgernes søgemønster, siger han.

 

Vi glæder os over at kunne byde velkommen til endnu flere studerende end sidste år. Det kan vi dels, fordi vi med den politiske aftale om flere studiepladser i provinsen har  kunnet tilbyde optagelse til flere, dels fordi vi lokalt på Absalon har arbejdet med at flytte studiepladser mellem vores campusser, så det passer bedre til ansøgernes søgemønster.
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

Stigningen i tilbuddet om studiepladser på Absalon betyder blandt andet, at 707 ansøgere til pædagoguddannelsen får tilbudt en studieplads på Absalon mod 623 sidste år. Også for ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen ser det positivt ud med 554 tilbud om optagelse mod 524 i 2022. 

Stadig malurt i bægeret

På Absalon ser man frem til at åbne dørene for de mange nye studerende. Samtidig pointerer Daniel Bojsen, at man kunne have taget imod mange flere:

- Der er desværre langt fra nok, der vælger at søge ind på en professionsuddannelse. Vi imødeser politisk handling gennem den kommende uddannelsesreform, så vi kan få skabt endnu mere attraktive uddannelser, ikke mindst inden for fagene målrettet velfærdssektoren. Det behov kan vi ikke dække med den nuværende søgning, siger han. 

Samlet set modtog Absalon 3% færre ansøgninger sammenlignet med 2022, hvor man også oplevede et markant fald.

Der er desværre langt fra nok, der vælger at søge ind på en professionsuddannelse. Vi imødeser politisk handling gennem den kommende uddannelsesreform, så vi kan få skabt endnu mere attraktive uddannelser, ikke mindst inden for fagene målrettet velfærdssektoren. Det behov kan vi ikke dække med den nuværende søgning.
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

Provinsen kan godt

På den nyetablerede pædagoguddannelse i Holbæk har 82 ansøgere fået tilbudt en studieplads med studiestart til september. Derudover har 18 fået plads på vinterholdet. Daniel Bojsen påpeger i den forbindelse igen behovet for opmærksomhed på studiepladser uden for landets store byer og siger:

- Det virker, når vi udbyder uddannelse der, hvor ansøgerne bor og har deres liv. Vi er rigtig glade for den gode start, som pædagoguddannelsen i Holbæk har fået.

Det virker, når vi udbyder uddannelse der, hvor ansøgerne bor og har deres liv. Vi er rigtig glade for den gode start, som pædagoguddannelsen i Holbæk har fået.
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

I Kalundborg oplever Absalon for første gang, at samtlige pladser på den internationale uddannelse til Bachelor of Engineering in Biotechnology er blevet tilbudt til ansøgere. Det betyder, at der nu er en adgangskvotient på uddannelsen. 

Absalon udbyder ledige pladser på en række uddannelser, som kan ses på phabsalon.dk. I uge 32 inviterer Absalon til Åbent hus, hvor man kan høre mere om både uddannelser med ledige pladser med studiestart til september og i 2024. 

Yderligere information  

Direktør for Sundhed, Social og Engineering Daniel Bojsen, 72481547, dasb@pha.dk 

Teamleder Natasja Frerst, 72481190, nafr@pha.dk