Fra praksis til professionsmaster: Jonas er klar til nye faglige udfordringer
Som pædagogfaglig specialist oplever Jonas Schiermacher Morton et voksende behov for at udvikle sin faglighed i takt med en mere kompleks pædagogisk hverdag.
Med Absalons nye professionsmaster glæder han sig til at styrke sine kompetencer og omsætte den nye viden direkte i praksis.
Efter 12 år som uddannet pædagog er Jonas Schiermacher Morton klar til at sætte sig på skolebænken igen. Han er blandt de kommende studerende på Absalons nye professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning – der slår dørene op for de første studerende den 1. september.
Jonas arbejder som pædagog i fritids- og ungdomsklubben Engvadgård i Fløng i Høje Taastrup kommune. Her er han ansat i en stilling som pædagogfaglig specialist med et særligt ansvar for at være med til at løfte det faglige niveau på arbejdspladsen. Derfor blev han hurtigt interesseret, da han hørte om den nye professionsmaster.
"Jeg havde talt med en kollega om at tage en kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi på universitetet, men så kom den her uddannelse ind fra højre. Jeg deltog i et informationsmøde, og jo mere viden jeg fik om uddannelsen, jo mere tiltalte den både mig og min kollega. Det, at uddannelsen er mere praksisorienteret – i modsætning til en kandidatuddannelse på universitetet – gjorde, at det virkede nemmere at tage den nye viden direkte med ud i praksis. Planen er at jeg skal tilbage på fuld tid i klubben efterfølgende, hvor jeg gerne vil arbejde videre med at sikre den pædagogiske kvalitet og derfor gav det god mening at vælge den her uddannelse."
Det ønske deler arbejdspladsen, som har været med inde over beslutningen fra starten. Jonas' kollega Emma kom også ind på uddannelsen, og begge fortsætter med at arbejde, mens de læser. Planen er, at de efter uddannelsen vender tilbage med ny viden og erfaring, som kan bringes i spil på arbejdspladsen.
"Der er heldigvis stor opbakning til efteruddannelse i vores organisation. Vi har aftalt at beholde en deltidsstilling og arbejde omkring 10 timer om ugen på arbejdspladsen, mens vi læser. Så må vi justere undervejs alt efter, hvordan det går. Planen for min leder er, at vi skal tilbage efter uddannelsen med ny erfaring og viden, som vi kan bringe i spil."
En mere kompleks virkelighed
For Jonas kommer uddannelsen på et tidspunkt, hvor han gennem de seneste år har mærket et voksende behov for faglig udvikling. Samtidig er den pædagogiske virkelighed blevet mere kompleks i den tid, han har arbejdet som pædagog. I den klub, hvor han arbejder, er antallet af børn steget, og hverdagen stiller nye og andre krav.
"Jeg har i alt været ansat i fritids – og ungdomsklubben Engvadgård i 18 år, hvor jeg har mærket en større faglig sult de seneste tre-fire år. Der skal ske noget og jeg vil gerne udvikle min faglighed. Praksis er blevet mere kompleks, siden jeg startede som medhjælper tilbage i 2008. Her i klubben er børneantallet steget fra omkring 80 i 2008 til 300 børn i dag. Der er flere arenaer at navigere i og et mere direkte tværfagligt samarbejde blandt andet PPR omkring skolevægring og mellemformer. Det er en mere kompleks virkelighed som pædagog at stå i."
"Det kalder på nye kompetencer, der kan hjælpe mig med at løfte opgaven – særligt når jeg også skal være frontløber. Jeg håber, at den her uddannelse kan hjælpe mig til det. Jeg har fået større fagligt ansvar og så kan jeg ikke stå stille,” siger Jonas.