Gå til hovedindhold

Heino Knudsen gav hånd til ny MR-skanner på radiografuddannelsen

En ny MR-scanner skal sikre studerende på radiografuddannelsen i Næstved indgående kendskab til MR-teknologien, som bliver brugt på sygehusene. Håbet er, at et højt fagligt undervisningsniveau vil sikre endnu flere dygtige ansatte i sundhedsfagene til gavn for regionens borgere. Indvielsen blev markeret med en skanning af formandens hånd.

Foto af regionsrådsformand i MR-skanner

Regionsrådsformand Heino Knudsen lægger hånd til underviser Tobias Hoffmanne Riis og studerende Karoline Hansen, der udfører skanning.

I et rum på omkring 20 m2 står resultatet af et tæt samarbejde mellem Absalon, lægeklinikker og Region Sjælland: en helt ny MR-scanner, der skal give radiografstuderende et bedre udgangspunkt for det job, der venter dem efter endt uddannelse. Håbet er, at et øget fagligt fokus vil trække flere studerende til. Studerende, der vil søge ansættelse i regionen, når uddannelsen er gennemført. For der mangler hænder i sundhedsfagene både på de lokale klinikker og på sygehusene.

Vi kan ikke alt med teknik. Vi skal også være med i både ord og handling. Vi har en udfordring med at skaffe nok personale og med at blive hurtigere og bedre til at behandle i Region Sjælland. Sammen er regionen og Absalon godt i gang med at sørge for, at vi selv uddanner de nøglemedarbejdere, som vi har brug for.
Heino Knudsen
Regionsrådsformand i Region Sjælland

Muliggør praksisnær undervisning

MR-scanneren er en stor gevinst for radiografuddannelsen, der åbnede i september 2022 og netop nu har første hold studerende i lokalerne. Undervisningslokalet er da også fyldt med studerende, undervisere og kolleger fra andre afdelinger, der sammen med regionsrådsformanden er her for at fejre investeringen.

Uddannelsesleder Peter Holm Butty glæder sig til at komme i gang med det nye værktøj, der kan indgå i undervisningen med det samme. Scanneren er indkøbt som led i en samarbejdsaftale mellem Region Sjælland og Absalon, der skal sikre de rigtige kompetencer i regionen nu og i fremtiden. En aftale, der også gør det muligt for de studerende at bruge lokaler og udstyr på sygehusene som en del af undervisningen.

Vores undervisning er meget praksisnær takket være vores samarbejde med regionen. Her kan scanneren spille en vigtig rolle. Og så er den billigere end en kopimaskine. Til gengæld tager det noget længere tid at scanne end at kopiere”
Peter Holm Butty
Uddannelseschef, radiografuddannelsen
Regionsrådsformanden klipper snor til ny MR-skanner

Underviser og studerende fra radiografuddannelsen ser igennem skanningsbilleder af regionsrådsformandens hånd.

Godt samarbejde giver pote

Regionsrådsformand Heino Knudsen fik æren af at klippe den røde snor ind til selve scanningslokalet, inden han lagde sig til rette på den behagelige briks. Her skulle han ligge stille i 30 minutter, mens hans hånd blev scannet. Han tog oplevelsen med ophøjet ro og godt humør. Og der er da også god grund til at glæde sig.

”Der er noget helt særligt at have fået en MR-scanner. Så vidt jeg ved, har kun i alt to professionshøjskoler i Danmark sådan en”, fortæller Heino Knudsen, da scanningen er overstået.

Flere studerende har taget plads i det lille lokale for at følge med i, hvordan adjunkt Tobias Riis betjener scanneren. De ser nysgerrigt til, mens hans medhjælper tager plads i stolen for selv at prøve en scanning. Scanneren skal i første omgang bruges til grunduddannelsen, men kan måske på længere sigt også blive brugt til efter- og videreuddannelse. Formålet er ikke at undersøge syge patienter, men i stedet at bruge scanneren aktivt til bachelorprojekter og dermed forskning.

Radiografuddannelsen i Næstved åbnede i september 2022. Der er plads til 35 studerende per årgang.

Fakta om MR-skanneren

  • Absalon er den eneste professionshøjskole i Danmark, der har en ny MR-scanner, ud over UC Lillebælt
  • Scanneren er en såkaldt ekstremitetsscanner, der kun scanner kroppens ydre dele såsom hånd og håndled, albue, fod og fodled samt knæ.
  • Det er en lav-tesla ekstremitets-scanner af mærket Esoate. Lav-tesla betyder, at magneten i MR-scanneren har et mindre felt i MR termologi. Det betyder, at sikkerheden omkring tiltrækningen af metal er relativt lille. 
  • Scanneren er omgivet af et Faradaybur, så udefrakommende radiobølger ikke forstyrrer det optagne signal fra scanneren. Uden buret ville billedkvaliteten blive væsentlig forringet.