Gå til hovedindhold

Mette Frederiksen: Jeg vil gerne være skolelærer

Statsminister Mette Frederiksen lagde vejen forbi Campus Vordingborg, hvor de studerende fik lov til at stille mange spørgsmål. Så afslørede statsministeren også, at hun gerne ville være skolelærer, hvis det ikke går som hun ønsker med valget.

Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen stillede op foran 150 studerende, og svarede på deres spørgsmål om alt fra SU til arbejdsvilkår.

Valget rykker tættere på dag for dag, og tirsdag stoppede Statsminister Mette Frederiksens kampagnebus foran Campus Vordingborg. Statsministeren havde meldt sin ankomst, og det var et stort tilløbsstykke for de studerende, som var blevet lovet muligheden for at stille spørgsmål direkte til Statsministeren.

Spørgsmålene stod i kø, men inden de kunne blive stillet, så startede Mette Frederiksen med at rose de mange studerende:

"Der er brug for jer! Der er ikke noget, der er vigtigere end dygtige professionelle omkring vores børn og unge. Så tak for at I har valgt en uddannelse til lærer eller pædagog".

 

Mette Frederiksen
"Folkeskolen er efter min mening blevet for boglig og akademisk"
Mette Frederiksen
Statsminister

Vanskelig tid for folkeskolen

Første spørgsmål handlede om folkeskolen og jobbet som lærer, som de studerende pegede på manglede prestige og anerkendelse.

Statsminister Mette Frederiksen var enig med de studerende. Hun pegede på at læreren før i tiden var en stor autoritet i samfundet, en man lyttede til og havde respekt for. Der pegede statsministeren på, at: "Folkeskolen var efter hendes mening blevet for akademisk og boglig. Det at være lærer er et håndværk, som handler om at danne mennesker og ikke kun lære dem noget".

Statsministeren pegede også på, at situationen i folkeskolen er vanskelig for tiden, og der derfor er behov for ændringer. Hun fortalte om at de kort før valget havde vedtaget i folketinget, at man kunne tage et år ekstra i børnehaven, hvis det gav mening.

"Der er for mange som kommer for tidligt i skole, før de er klar til at komme i skole. Det går ud over barnet, men også fællesskabet i klassen. Så at man nu kan få lov til at vente et år ekstra, det tror jeg vil hjælpe meget", sagde Mette Frederiksen.

Men trods udfordringerne i folkeskolen, så afslørede statsministeren at hun altid gerne ville have været skolelærer, og det måske kunne blive aktuelt, hvis valget ikke går som hun håber.

Mette Frederiksen
“Jeg bryder mig ikke om vendingen ‘varme hænder’, for jeres uddannelse og kommende job kræver i den grad gode, tænkende hoveder - og store hjerter”
Mette Frederiksen
Statsminister

Løn og Arbejdsvilkår

To ting fyldte meget hos de studerende i deres spørgsmål. Løn og arbejdsvilkår. Statsministeren lagde ud med at tage afstand fra udtrykker "varme hænder".

“Jeg bryder mig ikke om vendingen ‘varme hænder’, for jeres uddannelse og kommende job kræver i den grad gode, tænkende hoveder - og store hjerter”, sagde Mette Frederiksen.

Samtidig forklarede hun, at der var et problem med løn og arbejdsvilkår, men at der samtidig var mange offentlige ansatte, og der skulle arbejdes ansvarligt økonomisk rent politisk.

Men hun lovede, at der inden valgdatoen 1. november ville komme et udspil, som både ville være en anerkendelse og en erkendelse over for de offentligt ansatte.

Mette Frederiksen
"Hvis jeg bliver statsminister efter valget, så hæver jeg SU'en - nej spøg til side, det er ikke noget, der ligger lige for lige nu"
Mette Frederiksen
Statsminister

Højere SU?

Økonomi som studerende blev der også spurgt ind til, særligt med den store inflation og stigende priser lige nu. Det gælder også når man er i praktik, hvor det kan være svært at have et studiejob ved siden af.

Til det svarede Statsminister Mette Frederiksen kækt:

"Hvis jeg bliver statsminister efter valget, så hæver jeg SU'en - nej spøg til side, det er ikke noget der ligger lige for lige nu".

Hun pegede i stedet på de økonomiske tiltag som fjernelse af elafgiften og forhøjet børnecheck, som nogle af de redskaber de bruger i regeringen for at komme dem med lavest indkomst til hjælp - også dem på SU.

Mette Frederiksen

Selfies og presse

Spørgsmålene var mange, og flere handlede om andet end uddannelse. Mette Frederiksen måtte både svare på, hvad hun ville gøre ved det pressede psykiatri, og om hun ville lave et atomkraftværk i Danmark.

Derefter var det tid til selfies til den helt store guldmedalje, inden hele den danske presse var klar til at følge op med endnu flere spørgsmål.

Skulle Statsminister Mette Frederiksen stadig have et ønske om at blive skolelærer efter valget, så er hun mere end velkommen på Campus Vordingborg - hvis hun altså kan leve op til adgangskrav og adgangsprøve.