Gå til hovedindhold

Ny bog: Sådan kan pædagoger udvikle deres egen pædagogiske praksis

Kan pædagoger være forskere i deres hverdag? Og hvorfor er det en god ide, at de bliver det? I bogen Praksisforskning ønsker docent ved Professionshøjskolen Absalon Mikkel Snorre Wilms Boysen at give pædagoger redskaber og mod til selv at undersøge og udvikle deres pædagogiske arbejde.

Hvordan skaber man trivsel i en fritidsklub? Hvordan motiverer man børnehavebørn til at spise grøntsager? Og hvordan støtter man unge væk fra kriminalitet? Spørgsmål som disse møder pædagoger dagligt – og de kræver både refleksion og nytænkning.  

“Pædagoger kan ikke blot observere verden passivt. De må finde løsninger på daglig basis. Praksisforskning i det pædagogiske felt kræver derfor en vekselvirkning mellem at handle, observere og analysere. Pædagogen med guitaren i hånden, der leder fællessamlingen i børnehaven er derfor en ligeså værdifuld forsker som pædagogen med notesblokken, der opmærksomt følger med fra sidelinjen.”  

I hans nyeste bog Praksisforskning, der udgives af Akademisk Forlag den 26. juni, inviterer han pædagoger og pædagogstuderende til at blive medforskere i deres egen praksis. Gennem en introduktion til praksisforskning som metode giver bogen konkrete bud på, hvordan man med udgangspunkt i egen hverdag kan skabe ny viden og udvikle pædagogikken indefra: 
 
“En udbredt misforståelse er, at pædagogers erfaring ikke kan forstås som forskning. Det kan den i høj grad. Men det kræver, at pædagoger anvender nogle metoder, hvormed de kan opsamle viden og gør den til genstand for fælles analyser og refleksioner. Og sådanne metoder kan være både meningsfulde og sjove.” 

Pædagoger skal have central rolle

Praksisforskning trækker på forskellige forskningsmetoder som aktionsforskning, selvstudieforskning og casestudier og guider læseren i forhold til at lave interventioner i egen praksis og skabe viden via situerede interviews og observationer. Med bogen ønsker Mikkel Snorre Wilms Boysen at skabe en kultur, hvor pædagogisk viden opstår i praksis og i samarbejde med dem, der arbejder tættest på børn, unge og voksne: 

“Pædagogisk viden kan ikke blot overføres fra den ene institution til den anden. Hver pædagogisk kontekst indeholder unikke problemer og muligheder. Derfor må det være pædagogerne, der indtager den centrale rolle, når den konkrete praksis skal undersøges, udvikles og forbedres.”  

Som underviser på en videregående uddannelse kan du anmode om et gratis digitalt undervisereksemplar af Praksisforskning. Man anmoder her på akademisk.dk