Gå til hovedindhold

Smugkig på det nye Campus Kalundborg

Nysgerrige og spørgelystne besøgende smugkiggede forbi Campus Kalundborg til et åbent hus knap to måneder før det åbner. Eventet bød på et kig indenfor i bygningen, og mulighed for samtale med både nuværende og tidligere studerende, undervisere og flere af de lokale virksomheder.

Hvordan kommer det nye Campus Kalundborg til at se ud, og hvilke muligheder er der som studerende - både under uddannelse og efterfølgende. De spørgsmål blev besvaret, da Campus Kalundborg gav en mulighed for et smugkig to måneder før Campus er færdig og klar til studerende.

Hos både Novo Nordisk og NNE kunne man møde tidligere Absalon-studerende, som kunne fortælle om deres studie i Kalundborg, som nu var blevet til et godt job.

Smagsprøver på algeis

Kalundborg Forsyning stod klar til at fortælle om spændende bachelorsamarbejder og Fermhub Zealand havde spændende smagsprøver med på algeis - en proteinrig flødeis, der udover et højt proteinindhold også indeholdt et højt niveau af omega 3.

 I små glas kunne man smage to forskellige slags kambucha specielt udviklet til en frisk og læskende sommerdrik. Begge dele baseret på fermenteringsteknologier og udviklet og lavet specielt til denne event for at illustrere et eksempel på, hvordan et fermenteret slutprodukt kan se ud. 

Virksomhederne og de nye faciliteter trak 

Netop virksomhederne og koblingen til erhvervslivet var noget af det, der havde startet interessen for Mathias Mogensen fra Roskilde, som deltog sammen med hans mor:

”Jeg hørte om uddannelsen på en uddannelsesmesse i 2G sidste år og syntes, det lød interessant med den erhvervsmæssige kobling, der er til uddannelsen både med det, man lærer og så ikke mindst gennem mulighederne for et relevant studiejob. Jeg kan også bedre se, at man her i Kalundborg får omsat det man lærer til det, der er brug for i virksomheder, frem for blot store teoretiske forelæsninger,” fortæller Mathias Mogensen. 

Adgang til faciliter døgnet rundt

For Jeff Rune Carlsen fra Næstved, som lige nu er i gang med et adgangskursus til ingeniøruddannelserne, er de helt nye faciliteter også noget af det, der trækker:

”Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil høre mere om uddannelsen til maskiningeniør, og jeg synes, det lyder rigtig godt med blandt de helt nye faciliteter og maskiner, man kommer til at bruge i undervisningen, og også at man kan bruge faciliteterne døgnet rundt som studerende. Det tiltaler mig også, at man har den her mere koncentrerede undervisning, når man læser på små hold, hvor alle, både undervisere og medstuderende, kender og hjælper hinanden igennem”, fortæller Jeff Rune Carlsen.

Gæster fra hele Sjælland

Der var gæster fra det meste af Sjælland, fra Københavnsområdet over Roskilde og Næstved til lokalt omkring Kalundborg, der fandt vej på den varme dag, hvor stranden ellers også har trukket godt. Det gjaldt blandt andet Nina Skou Clausen, som havde fundet vej fra Frederiksberg sammen med hendes mor og søster:

 ”Jeg er interesseret i diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi, da jeg gerne vil lære sammen med andre, og det er der gode muligheder for her i det mindre studiemiljø som dette. Det setup man har i Kalundborg, hvor man læser i bogen, prøver det af i laboratoriet, besøger virksomhederne og så forsvarer et projekt til slut, kan jeg rigtig godt lide idéen om.”, fortæller Nina Skou Clausen.

Campus klar 1. september

Der var godt bemandet på standene med Absalon-studerende, som sammen med undervisere også glædede sig over, at de snart kan indtage det nye campus, nye laboratorier, egen kantine, bibliotek mv. 

Campus står klar denne sommer, så de studerende kan rykke ind til studiestart 1. september.



Følgende uddannelser rykker ind i de nye faciliteter:

Diplomingeniør i maskinteknologi

Diplomingeniør i bioteknologi

Bioanalytiker