Afgangsprojektet afslutter diplomuddannelsen i erhvervspædagogik og skal dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbyttet er opnået.
Formålet med afgangsprojektet er, at du kvalificerer dig til at identificere, reflektere og analysere en selvvalgt erhvervspædagogisk og didaktisk udfordring fra din praksis med anvendelse af teorier og undersøgelsesmetoder, og derigennem formulerer og begrunder handlemuligheder i praksis.
Afgangsprojektets emne skal ligge inden for diplomuddannelsens faglige område og skal formuleres, så eventuelle valgfag, herunder også valgfag taget uden for uddannelsen, inddrages. Institutionen skal desuden godkende emnet.
Forudsætningen for at afslutte afgangsprojektet er, at uddannelsens øvrige moduler er bestået. Efter at have bestået afgangsprojektet vil den studerende modtage bevis for gennemført Diplomuddannelse i Erhvervspædagogik.
Dette obligatoriske modul på 15 ECTS er en del af Diplomuddannelse i Erhvervspædagogik. Du kan læse modulet som en del af en hel uddannelse eller som et selvstændigt modul.
Modulet kan også indgå i et skræddersyet forløb. - Læs mere her
Om modulet
-
Når du har deltaget i dette modul, kan du:
- håndtere komplekse problemstillinger i erhvervspædagogisk virksomhed
- anvende teorier og metoder med henblik på videnbaseret udvikling af erhvervspædagogisk virksomhed
- indgå i professionel og tværprofessionel dialog om pædagogiske mål, metoder, tiltag og etik
-
I afgangsprojektet arbejder du selvstændigt med en erhvervspædagogisk problemstilling, der knytter sig til dit praktiske virkefelt og til viden, teorier og metoder fra uddannelsens tidligere moduler. Afgangsprojektet udgør derfor en syntese af praksisviden, forskningsviden og udviklingsviden, der går på tværs af uddannelsens moduler.
Afgangsprojektet gennemføres som en vekselvirkning mellem undervisning, vejledning og selvstudium. Der er 1 undervisningsgang, hvor du introduceres til problemorienteret projektarbejde. Herefter kvalificerer vejledning de/de studerendes emne, undersøgelsesfokus og empiriindsamling.
Afgangsprojektet afsluttes med en skriftligt projekt og en mundtlig prøve. Det skriftlige projekt skal udarbejdes individuelt eller i gruppe op til tre studerende. Der foretages individuel bedømmelse.