Gå til hovedindhold

Workshop Kend de vigtigste regler – jura for vejledere i grundskolen

Få et overblik over centrale regler i grundskolen og indblik i, hvornår juraen har betydning for din rolle som vejleder og for samarbejdet omkring børn med behov for en særlig indsats.

Format: Workshop
Omfang: 3 timer
Afholdelse: Fysisk

Som vejleder eller ressourceperson er du ofte tæt på situationer, hvor juraen får betydning. Du træffer ikke nødvendigvis selv de formelle afgørelser, men din faglige viden og din rolle i det flerfaglige samarbejde kan være en vigtig del af grundlaget for de beslutninger, der træffes om et barns skolegang.

På workshoppen får du en introduktion til centrale juridiske regler og principper i grundskolen set fra et vejlederperspektiv. Du får ikke et udtømmende kendskab til reglerne, men et overblik, der gør dig bedre i stand til at få øje på, hvornår juraen bliver relevant, og hvad du skal være særligt opmærksom på.

Vi har særligt fokus på din rolle i den tidlige indsats og på samarbejdet med forældre og andre fagpersoner.

Det får du med fra workshoppen

Du får:

  • et overblik over centrale juridiske regler på skoleområdet
  • indblik i situationer, hvor juraen kan have betydning for dit arbejde
  • kendskab til juridiske opmærksomhedspunkter i den tidlige indsats
  • blik for din rolle i grundlaget for beslutninger om et barns skolegang
  • anledning til at reflektere over juraens betydning i det flerfaglige samarbejde.

Målet er ikke, at du efter workshoppen skal kunne agere jurist. Du skal derimod have et bedre blik for, hvornår juridiske spørgsmål opstår, og hvornår der kan være behov for at søge yderligere viden eller inddrage andre.

Målgruppe

Workshoppen er for dig, der er inklusionsvejleder eller har en anden vejleder- eller ressourcefunktion på skoleområdet.

I kan med fordel deltage flere fra samme ressource- eller vejlederteam.