Natur/teknologi er et fag med et stort potentiale for at engagere eleverne aktivt, men det kan være en udfordring at udnytte mulighederne fuldt ud. Mange lærere oplever, at de mangler de nødvendige forudsætninger, og fagets beskedne plads i skemaet gør det svært at gennemføre længerevarende eller eksperimenterende aktiviteter i praksis.
I løbet af fem undervisningsdage arbejder du med udvalgte emner, der integrerer natur/teknologi med centrale dele af danskfaget – fx lydproduktion, æstetiske tekster og faglig læsning. Du får inspiration til at tage eleverne med ud til eksterne lokaliteter og arbejder hands-on med enkel teknologi på en meningsfuld og sammenhængende måde.
Kurset giver dig konkrete redskaber til at stilladsere elevers undersøgende og modellerende arbejde. Du får også mulighed for at afprøve aktiviteter og forløb i din egen undervisning, med sparring fra underviserne. Derudover klædes du på til at vurdere sikkerhed og risiko i forbindelse med undersøgende aktiviteter – og du får en lille grejpose med hjem, så du nemt kan komme i gang.