Konferencen: Uddannelser der mærkes - AI's betydning for professionsuddannelser
Hvad betyder AI for det lærende menneske – og hvad kalder det på af os, der uddanner fremtidens professionelle?
- Hvornår: Onsdag den 20. januar 2027 kl. 9.30 - 15.30
Hvor: Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr. Stationsvej 30, 4200 Slagelse - Tilmelding: Tilmeld dig her
- Deltagergebyr: 520 kr. ekskl. moms
- Tilmeldingsfrist: 8. januar 2027 kl. 12.00
Generativ AI er på kort tid blevet en del af studerendes hverdag og ændrer allerede måden, vi søger viden, løser opgaver, lærer og arbejder på. Samtidig bliver AI en stadig større del af de professioner, vi uddanner til.
Det åbner nye muligheder – men rejser også grundlæggende spørgsmål for professionsuddannelserne: Hvad sker der med læring, når AI kan overtage dele af den anstrengelse, refleksion og problemløsning, som er central for læringsprocessen? Hvad skal studerende fortsat lære og kunne selv? Og hvordan kan vi bruge AI's muligheder til at udvikle undervisning, læring og professionel praksis?
Gennem faglige oplæg sætter vi fokus på, hvordan AI påvirker menneskelig læring, opmærksomhed, mestring og identitetsdannelse. Vi udforsker samtidig, hvordan AI kan åbne for nye måder at tænke, skabe og undervise på, og – og hvordan vi som undervisere og uddannere kan være med til at forme teknologiens plads i uddannelse med afsæt i vores faglige og pædagogiske værdier
I fem faglige sessioner går vi tættere på uddannelsespraksis. Her kan du udforske spørgsmål om professionsfaglighed, teknologiforståelse og studerendes brug af AI.
På konferencen kan du:
- blive klogere på, hvordan AI påvirker menneskelig læring, opmærksomhed, mestring og identitetsdannelse
- reflektere over, hvad vi skal værne om i læringsprocessen, og hvad studerende fortsat skal lære og kunne selv
- udforske nye pædagogiske muligheder og måder at tænke, skabe og undervise med AI
- diskutere, hvilke kompetencer, hvilken teknologiforståelse og hvilken professionsfaglig dømmekraft fremtidens professionelle har brug for
- få indblik i studerendes AI-praksis og afprøve konkrete tilgange til, hvordan AI kan understøtte læring, træning, feedback og udvikling af undervisning.
Program
9.30 – Ankomst og let forplejning
10.00 – Velkomst og introduktion til dagens tema
v. Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering
10.10 – Sanseløs: Hvem er vi ved at blive til? Om AI, læring og kampen for det frie sind
v. Imran Rashid, speciallæge, forfatter og debattør
11.10 – Pause
11.30 – Mytevæsener: Fantasi, undring og nye pædagogiske verdener med GenAI
v. Rikke Toft Nørgård, lektor, DPU, Aarhus Universitet
12.15 – Frokost med mulighed for regenerative pauseaktiviteter
13.00 – Faglige sessioner
Fem parallelle faglige sessioner sætter fra forskellige perspektiver fokus på, hvordan AI udfordrer og skaber nye muligheder i professionsuddannelserne. Du vælger én faglig session ved tilmelding.
14.10 – Pause
14.30 – Hvordan påvirker AI det unge menneskes læring og identitetsdannelse?
v. Astrid Galsgaard, autoriseret psykolog og ph.d. i Human-AI relations (Teknopsykologi)
15.20 – Fælles opsamling og afrunding
v. Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering
15.30 – Tak for i dag
Keynotes
-
Sanseløs: Hvem er vi ved at blive til? Om AI, læring og kampen for det frie sind
Keynote: Imran Rashid, speciallæge, forfatter og debattør
Hvad sker der med et menneske, der lærer, når anstrengelsen kan outsources? Det spørgsmål er blevet konkret i løbet af få år. AI kan i dag skrive opgaven, opsummere pensum og formulere refleksionen, og for den studerende kan det føles som en lettelse. Men læring er aldrig kun et resultat. Den er en kropslig proces, hvor friktion, forvirring og gentagelse er selve stoffet, hjernen bygger forståelse af. Fjerner vi friktionen, fjerner vi måske også det, der skulle læres.
Med afsæt i bogen Sanseløs viser Imran Rashid, hvordan teknologi arbejder på os gennem sanserne, længe før vi når at tænke over det, og hvad det betyder for koncentration, hukommelse og dømmekraft hos mennesker, der er ved at blive til noget f.eks. lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere.
Foredraget stiller skarpt på, hvad vi som undervisere skal værne om, når maskinen tilbyder at tage det svære, og hvad der skal til for at uddanne professionelle, der kan bruge AI uden at miste sig selv i den. Deltagerne inddrages undervejs.
Imran Rashid er speciallæge i almen medicin, forfatter og en af Danmarks førende formidlere af teknologiens betydning for mennesker. Han har i mere end et årti beskæftiget sig med, hvordan digital teknologi påvirker vores opmærksomhed, sundhed og relationer. Han står bag flere bestsellere, senest Sanseløs (2026), der undersøger AI's betydning for vores sanser og evne til at tænke frit.
-
Mytevæsener: Fantasi, undring og nye pædagogiske verdener med GenAI
Keynote: Rikke Toft Nørgård, lektor, DPU, Aarhus Universitet
Hvad sker der, hvis vi møder generativ AI med fantasi, undring og skabertrang – frem for alene at spørge, hvad teknologien kan eller ikke kan gøre for os?
GenAI åbner ikke blot en ny pædagogisk værktøjskasse, men for nye måder at tænke, lære, skabe og undervise på. Det kalder på pædagogiske praksisser, hvor vi ikke bare lærer at forstå og bruge teknologien, men også lærer at undres, udforske, udfordre og udforme den. Med afsæt i begrebet ‘teknologifantasmer' inviterer Rikke Toft Nørgård os ind i et pædagogisk eksploratorium og eksperimentarium, for at undersøge, hvordan vi kan fantasere, fabulere, filosofere og fabrikere med GenAI, og derigennem udvikle nye forestillinger om, hvad vi sammen kan gøre muligt i uddannelse og undervisning.
Undervejs udfolder Rikke et bestiarium over GenAI’s mytevæsener og deres liv i vores pædagogiske praksisser: papegøjen, sparringspartneren, legekammeraten, straffefangen, fremtidsspejderen, spørge-Jørgen og andre AI-væsener, vi kan fremmane, når vi kigger med nye metaforer. Gennem disse metaforer og konkrete eksempler undersøger hun hvordan GenAI kan bringes i spil som kreativ medspiller, kritisk modstemme, undersøgende samtalepartner og give afsæt for nye faglige perspektiver.
Dette oplæg åbner et forundringskammer for at gentænke underviserens rolle og give nye begreber, billeder og pædagogiske greb til at forme GenAI’s plads i uddannelse og undervisning. Målet er ikke at tæmme AI, men at lære mytevæsenerne at kende – så vi bedre kan afgøre, hvilke vi vil invitere ind i undervisningen, og hvilke fremtider vi ønsker at skabe sammen med dem.
Rikke Toft Nørgård er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, hvor hun forsker i fremtidens videregående uddannelse, pædagogisk praksis og teknologiens betydning for læring og undervisning. Hun beskæftiger sig særligt med, hvordan teknologifantasi, legende læring og filosofisk refleksion kan åbne for nye pædagogiske muligheder i mødet mellem mennesker og teknologi.
-
Hvordan påvirker AI det unge menneskes læring og identitetsdannelse?
Keynote: Astrid Galsgaard, autoriseret psykolog og ph.d. i Human-AI relations (Teknopsykologi)
Hvad sker der med unge menneskers læring og udvikling, når AI bliver en stadig tættere følgesvend i deres uddannelse? Læring handler ikke alene om at tilegne sig viden og kompetencer, men også om at blive til nogen gennem det, vi gør og det, vi kan.
Når AI kan hjælpe, overtage og udføre stadig flere opgaver, kan det derfor også få betydning for den unges udvikling af identitet og oplevelse af egen kunnen.
Med afsæt i sin forskning i de psykologiske implikationer af menneskers relation til AI og sin klinisk psykologiske erfaring sætter Astrid Galsgaard en teknopsykologisk linse på den lærende unge. Hun undersøger de psykologiske mekanismer, der forbinder læring, mestring og identitetsdannelse, og hvordan det tætte samspil med AI kan påvirke disse processer.
Oplægget anlægger et pragmatisk blik på AI og stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge AI på måder, der understøtter både den unges læring og udviklingen af en robust identitet?
Astrid Galsgaard er autoriseret psykolog og teknopsykologisk konsulent med særlig ekspertise i samspillet mellem mennesker og AI. Hun har en erhvervs-ph.d. om, hvordan teknologi påvirker os psykologisk, og arbejder med de menneskelige aspekter af digital transformation. Hun beskæftiger sig særligt med, hvordan AI påvirker vores identitet, læring og måder at forstå os selv og omverdenen på.
Faglige sessioner
-
Professionsrettet uddannelse i en AI-tid
Fagligt oplæg med fælles refleksion og drøftelse v. VIA University College
Hvordan udvikler vi uddannelser, der styrker de studerendes professionsfaglighed i en tid, hvor kunstig intelligens bliver en stadig mere integreret del af både uddannelse og profession?Med afsæt i reformens praksisvending og VIAs erfaringer med professionsrettede prøver sætter vi fokus på professionsforståelse, professionsfaglighed og professionsdidaktik som centrale for udvikling af professionsuddannelser. Vi bringer et designprincip for professionsrettede prøver og et bud på en professionsrettet taksonomisk tænkning i spil som afsæt for fælles refleksion over samspillet mellem analyse, beslutning, handling og refleksion.
Sammen undersøger vi, hvordan AI kan udfordre og understøtte professionsrettet undervisning, prøver og læringsmiljøer gennem blandt andet simulation, virtuelle miljøer og AI-understøttede arbejdsformer. Samtidig rejser vi spørgsmålet om, hvad der er det umistelige i professionsuddannelserne, og hvilke former for professionsfaglighed, dømmekraft og ansvarlig handlen uddannelserne fortsat skal udvikle og bedømme i en AI-tid.
VIA University College
Ane Wolfsberg, chefkonsulent, Uddannelseskvalitet og udvikling
Thomas Iskov, centerleder for Forskningscenter for professionsstudier -
AI som træningspartner – professionelle samtaler i et trygt læringsrum
Workshop v. Professionshøjskolen Absalon
Hvordan kan AI skabe nye muligheder for at træne professionelle samtaler og udvikle de studerendes samtalekompetencer?
I denne workshop får du mulighed for at afprøve SamtaleSimulator, et AI-baseret værktøj, der
giver studerende mulighed for at træne professionelle samtaler i et trygt læringsrum med plads til at eksperimentere, begå fejl og få feedback.Med afsæt i erfaringer fra socialrådgiveruddannelsen på Absalon bliver du introduceret til SamtaleSimulator.dk og får indblik i, hvordan man kan udvikle samtalescenarier til undervisning og kompetenceudvikling. Du får selv mulighed for at afprøve forskellige scenarier sammen med andre deltagere og undersøge, hvordan AI kan understøtte træning, feedback og refleksion.
Projektgruppen deler desuden erfaringer med udviklingen og anvendelsen af SamtaleSimulator, herunder de studerendes oplevelser med værktøjet.
Du går fra workshoppen med konkrete erfaringer med AI-baseret samtaletræning og inspiration til, hvordan teknologien kan bruges til at skabe nye muligheder for professionsrettet læring og kompetenceudvikling i egen uddannelsespraksis.
Professionshøjskolen Absalon
Workshoppen faciliteres af projektgruppen fra socialrådgiveruddannelsen og produktudvikleren bag SamtaleSimulator. -
Teknologiforståelse i et sundhedsvæsen præget af kunstig intelligens – hvad skal fremtidens professionelle kunne?
Fagligt oplæg med fælles refleksion og drøftelse v. Københavns Professionshøjskole
Digitale behandlingstilbud er allerede en del af sundhedsvæsenet, og i de kommende år vil endnu flere opgaver og behandlingstilbud blive understøttet af digitale løsninger og kunstig intelligens. Det stiller nye krav til sundhedsprofessionelles teknologiforståelse som en central del af deres professionsfaglige kompetencer.
Hvordan sikrer vi, at fremtidens sundhedsprofessionelle udvikler den teknologiforståelse, de har brug for i en praksis, hvor kunstig intelligens får stadig større betydning?
Med afsæt i reformen for professionsbacheloruddannelserne og erfaringer fra implementeringsarbejdet på Københavns Professionshøjskole sætter oplægget fokus på teknologiforståelse som en professionsfaglig kompetence. Vi ser nærmere på, hvilke teknologiske fagområder der bliver særligt relevante i sundhedsuddannelserne, og hvad det betyder for uddannelsernes indhold og udvikling.
Gennem fælles drøftelse undersøger vi muligheder og vilkår for anvendelse af kunstig intelligens i både de studerendes uddannelse og de sundhedsprofessionelles praksis. Vi sætter samtidig fokus på, hvilke konsekvenser manglende teknologiforståelse kan have for professionel dømmekraft, kvaliteten i opgaveløsningen og mødet med borgeren eller patienten.
Københavns Professionshøjskole
Tobias M. Nielsen, læringskonsulent, Digitalt Kompetenceløft
Jonathan L-V. Levy, læringskonsulent, Digitalt Kompetenceløft -
AI som sparringspartner i design af læringsaktiviteter
Workshop v. Professionshøjskolen Absalon
Hvordan kan AI bruges som sparringspartner, når vi som undervisere skal omsætte situationer fra professionel praksis til meningsfulde læringsaktiviteter?
I workshoppen arbejder vi konkret med, hvordan generativ AI kan understøtte den didaktiske udviklingsproces – fra analyse af en praksissituation til udvikling af prompts, læringsaktiviteter og greb til blandt andet professionsrettet simulation.
Du får mulighed for selv at afprøve Prompt Coach og arbejde med en situation fra din egen praksis. Undervejs undersøger vi både, hvad AI kan bidrage med som sparringspartner, og hvor underviserens egen faglige og didaktiske dømmekraft fortsat er afgørende.
Du går fra workshoppen med erfaring i at bruge AI i udvikling af undervisning samt konkrete idéer og skitser til læringsaktiviteter, du kan arbejde videre med i egen praksis.
Medbring din computer og gerne en situation fra din egen praksis, som du vil udvikle en læringsaktivitet med afsæt i.
Professionshøjskolen Absalon
Palle Bergstedt, specialkonsulent og lektor, Digital og Analyse
Jørgen Brandt, lektor, Center for Sundhed -
Den studerendes AI-praksis og læring
Workshop v. CFU Absalon
Generativ AI er allerede en del af mange studerendes studiepraksis. AI kan hjælpe med at forstå komplekst stof, skabe struktur, give feedback og kvalificere idéer – men kan også overtage dele af det arbejde, der netop skal bidrage til den studerendes læring og udvikling.
Men hvordan ønsker vi egentlig, at AI skal bruges i læreprocessen? Hvad skal AI hjælpe med, og hvad skal den studerende fortsat gøre og kunne selv? Og hvordan kan vi som undervisere og uddannelsesinstitutioner skabe rammer, der understøtter en reflekteret, selvstændig og læringsfremmende brug af AI i hverdagen mellem undervisning og prøver?
Der findes næppe ét rigtigt svar på disse spørgsmål. Workshoppen skaber derfor rum for fælles udforskning, dialog og refleksion over, hvordan vi ønsker at møde den virkelighed, hvor AI allerede er en del af studerendes studiehverdag.
I workshoppen arbejder vi med konkrete eksempler og dilemmaer fra studerendes brug af AI i studiearbejdet. Studerende fra forskellige professionsuddannelser bidrager med deres egne erfaringer og giver indblik i, hvordan de bruger AI i deres studiehverdag. Sammen undersøger vi, hvilke læringspotentialer der ligger i brugen af AI, hvor der er behov for tydelige rammer, og hvor teknologien risikerer at overtage centrale dele af læreprocessen.
Du får nye perspektiver på studerendes AI-brug og anledning til refleksioner, der kan kvalificere dit arbejde med at facilitere, vejlede og rammesætte en læringsfremmende brug af AI i egen undervisningspraksis.
CFU Absalon
Daniel Ingebrigtsen, pædagogisk konsulent ved CFU Absalon og uddannet folkeskolelærer