Gå til hovedindhold

Nyt samarbejde mellem Absalon og Rambøll Management Consulting

Absalon og Rambøll Management Consulting skal i et nyt samarbejde styrke kommunernes forebyggende arbejde i forhold til børn og unges udvikling og trivsel

I projektet udvikler Absalon og Rambøll en håndbog, der skal understøtte kommunernes arbejde med at holde fokus på barnets progression og deres opfølgningspraksis i sagsbehandlingen. Opfølgning er ét af Børne-og Socialministeriets fire pejlemærker for kvalitet i sagsbehandlingen. Socialstyrelsen har som led i satspuljeaftalen på børne- og socialområdet 2019-2022 sat fokus på at understøtte udsatte børn og unges trivsel og udvikling ved at styrke kommunernes fokus på barnets progression i sagsbehandlingen.

”Håndbogen skal helt konkret styrke kvaliteten i sagsbehandlingen ved at sætte en faglig retning for opfølgning, og formålet er at formidle god praksis for professionelle, men også at sikre at formidlingstiltag understøtter en bevægelse fra viden til konkret handling”
Andrey Lukyanov-Renteria
Projektleder og lektor, Center for Socialt arbejde og Forvaltning

Projektleder Andrey Lukyanov-Renteria indgår sammen med sin kollega lektor Vera Winther, i projektet fra Absalon.

”Det centrale er, at håndbogen understøtter en ændret adfærd, for det er ikke nok at komme med beskrivelser af gode afprøvede kerneelementer og praksiseksempler. Derfor er der også en række forskellige ”sluser” i formidlingen af materialet, som skal åbnes i forhold til at sikre, at håndbogen i sidste ende kan bidrage til slutmålet om et systematisk fokus på børn og unges trivsel og udvikling,” uddyber Andrey Lukyanov-Renteria.

Bedste betingelser for trivsel

Håndbogen tager afsæt i eksisterende viden og erfaringer i kommuner, og den kommer til at sætte retning for, hvordan landets 98 kommuner målrettet kan arbejde med at skabe de bedste betingelser for at understøtte børn og unges trivsel og udvikling.

”Hos Absalon har vi særlige kompetencer indenfor didaktik, metodeudvikling og undervisning. Som institution har vi mange erfaringer med aktionsforskning, inddragelse af socialrådgivere og kommunale ledere i forandringsprocesser, ligesom vi har ekspertise indenfor socialt arbejde med børn og unge i udsatte positioner,” forklarer projektleder Andrey Lukyanov-Renteria om, hvorfor det netop er Absalon, der sammen med Rambøll skal lave den nye håndbog.

Kontaktperson

Mere om håndbogen

Projektet med at lave den nye håndbog hedder Systematisk fokus på progression i sagsbehandlingen på børne-og ungeområdet, og det løber fra 2019-2022.