Gå til hovedindhold

Nyt nationalt samarbejde skal efteruddanne lærere

Med 8,8 millioner kroner i støtte fra A.P. Møller fonden, er landets professionshøjskoler nu gået sammen om at efteruddanne skolelærere, så de er uddannet til de fag de underviser i.

EVU

Som uddannet lærer er man uddannet i to til tre undervisningsfag, som man kan undervise i. Ofte underviser man også i andre fag, når først man er ansat på en skole. Det er ikke unormalt, at skolelærere ofte underviser i andre fag end de er uddannet i, når først de er startet som skolelærere. Årsagerne kan være mange :

”Du kan eksempelvis være klasselærer i indskolingen, hvor du underviser din klasse i dansk. Men så underviser du dem også i matematik, fordi det giver mest mening for hverdagen på skolen”, siger Stina Møllenbach, centerchef for Skole og Læring i Absalon.

Hun understreger, at der er et behov for at få efteruddannet skolelærere, så de har de nødvendige kompetencer i alle de fag, de underviser i. 

”Der er ingen tvivl om, at du som uddannet lærer har stor viden og erfaring når det kommer til dét at undervise. Men det ændrer ikke på, at lærerne har behov for at være opdateret med nyeste faglige og pædagogiske viden inden for alle de fag, de underviser i, for at eleverne kan blive så dygtige som muligt. Derfor giver det mening, at få efteruddannet sig i alle de fag, man underviser i”, siger Stina Møllenbach.

 

”Du kan eksempelvis være klasselærer i indskolingen, hvor du underviser din klasse i dansk. Men så underviser du dem også i matematik, fordi det giver mest mening for hverdagen på skolen”, siger Stina Møllenbach, centerchef for Skole og Læring i Absalon".
Stina Møllenbach
Centerchef for Skole og Læring Absalon

Uddannede lærere i alle skolens fag 

Projektet har fået 8,8 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, og er bygget på ønsket om, at danske skoleelever bliver mødt og undervist af uddannede lærere i deres skoler. Det gælder ikke kun de store fag som dansk og matematik, men også inden for alle andre undervisningsfag.

”Det kan være tysk, natur/teknologi, håndværk/design og lignende, og her har det rundt omkring i Danmark været svært at lave et udbud til en efteruddannelse, fordi det ofte har været få lærere, som skulle efteruddannes. Med dette projekt, så går vi sammen på tværs af hele landet, og derfor kan vi nu tilbyde efteruddannelse også i de fag, der ofte ikke er så stor søgning til”, siger Stina Møllenbach.

Konkret betyder det, at professionshøjskolerne over en to-årig periode udbyder i alt 11 forskellige undervisningsfag. Disse fag udbydes nationalt og i en form som gør at lærere fra hele landet kan læse f.eks. historie. Undervisningen gennemføres som et blended forløb, hvor halvdelen af undervisningen gennemføres virtuelt og den anden halvdel gennemføres fysisk på tre internater á 3 dages varighed:

”På denne måde kan vi sammen dække hele Danmark og løfte lærernes efteruddannelse til gavn for elevernes læring”, siger Stina Møllenbach.

Hele projektet starter med udbud fra august 2022, og slutter i juni 2024. Du kan læse mere om projektet og finde links til tilmelding, på projektets hjemmeside.

 
”Det kan være tysk, natur/teknologi, håndværk/design og lignende, og her har det rundt omkring i Danmark været svært at lave et udbud til en efteruddannelse, fordi det ofte har været få lærere, som skulle efteruddannes. Med dette projekt, så går vi sammen på tværs af hele landet, og derfor kan vi nu tilbyde efteruddannelse også i de fag, der ofte ikke er så stor søgning til”.
Stina Møllenbach
Centerchef for Skole og Læring Absalon