Gå til hovedindhold

4 dages kursus Digital dannelse og børn og unges onlineliv

Dette kursus er for dig, der arbejder i eller med tilknytning til grundskolen, og som ønsker at få styrket din viden og kompetencer til at understøtte og udvikle børn og unges digitale dannelse og kritiske tænkning.

Digital dannelse omfatter både at kunne forholde sig til digitale teknologiers muligheder og udfordringer samt at kunne begå sig online. Sociale medier, teknologier og online platforme påvirker børn og unges indbyrdes relationer, deres kommunikation og deltagelsesmuligheder i skolen såvel som i samfundet. Dette gør det til et højaktuelt emne for den danske folkeskole, der ifølge folkeskolens formålsparagraf skal give eleverne tillid til egne muligheder, baggrund for at tage stilling og handle, og desuden forberede dem til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter (Undervisningsministeriet, 2006).  

Nyere forskning viser, at de sociale mediers digitale dynamikker i høj grad er med til at forme børn og unges sociale liv og de positioner, relationer og fællesskaber, de indtager og indgår i på tværs af online og offline sammenhænge. Onlinelivet ser endvidere ud til at have konsekvenser for deres følelsesliv, deres deltagelse i den offentlige debat samt deres tilhørsforhold til forskellige fællesskaber.

Nogle af udfordringerne for både børn, unge og fagprofessionelle, er, at børn og unges onlineliv er præget af høj hastighed og stor omskiftelighed. Desuden foregår onlinelivet ofte på steder og på måder, som fagprofessionelle kan opleve som utilgængelige eller svære at navigere i og i forhold til.

Der er altså behov for at arbejde med elevernes digitale myndiggørelse, hvilket omfatter både muligheder for kritisk at tage stilling og handle i forhold til teknologiens rolle i samfundet og at kunne agere i forhold til de følelsesmæssige, sociale og politiske udfordringer, som børn og unge kan møde i onlinelivet.

Faglig konsulent