Gå til hovedindhold

Kursus Natursociale indsatser og væredygtighed i arbejdet med børn og unge i udsatte positioner

Vil du udvikle dine kompetencer til at mestre en pædagogisk praksis, der fremmer deltagelse, læring og trivsel for børn og unge i sociale netværk, ved brug af relevante metoder, materialer eller hjælpemidler i naturen?

Trods kvalificerede pædagogiske og terapeutiske indsatser oplever mange anbragte og udsatte børn og unge fortsat at stå uden for samfundets fællesskaber og uden tilknytning til skole, uddannelse eller fritidsliv. Mange kæmper med lavt selvværd, mistrivsel, begrænset social deltagelse, lav fysisk aktivitet og ringere skolepræstationer end deres jævnaldrende.

Gennem natursociale indsatser kan børn og unge understøttes i at udvikle kompetencer, der bidrager til mestring af hverdagens udfordringer. Forskningen viser, at børns og unges handlekompetencer, sociale kompetencer, bevægelseskompetencer, madkompetencer og oplevelse af fællesskab kan udvikles gennem interaktion med og i naturen.

På kurset arbejdes der med en bred vifte af naturdidaktiske aktiviteter, der både styrker fællesskab, selvstændighed og sanseoplevelser, bl.a.:

  • Bushcraft – fx at snitte sin egen ske, lave sit eget krus eller sno og flette af naturmaterialer.
  • Naturterapi og sansning – aktiviteter der styrker ro, nærvær og kropslig forankring gennem naturens elementer.
  • Bålmad – fra enkel til avanceret madlavning på bål, hvor bålmadens betydning for smag og spiseoplevelse udforskes i praksis.

Kurset afvikles på baggrund af erfaringer fra udviklingsprojektet "Væredygtige Unge i Naturen" i samarbejde mellem Professionshøjskolen Absalon og Naturvejledning Danmark.

Målgruppe

Kurset er for dig, der arbejder med udsatte børn og unge på f.eks. anbringelsessteder. Kurset er både for dig, som er nybegynder indenfor natur og udeliv og for dig, som allerede er godt i gang, og som har brug for at bygge oven på de erfaringer og kompetencer, du allerede har.

Det siger tidligere deltagere

Zeneyda Tæmmerholt, Socialpædagog

“Det er overraskende, hvor nemt vi kan bruge naturen – jeg tager masser af idéer direkte med hjem i mit arbejde.”

Brian Jensen, Pædagogmedhjælper

“At se hvad dyr kan gøre for unge, var en stor oplevelse – det tager jeg med tilbage til bostedet og kollegerne.”

Karina Bidstrup, Pædagog

“Kurset har sat gang i nye projekter på min arbejdsplads og givet os en fælles bevidsthed om naturens potentiale.”

Rayan Agha, Pædagog

“Jeg har udfordret mig selv i naturfærdigheder – og kan nu bruge ny viden om ro, sansning og dyr i arbejdet med borgere.”

Jannie Frederiksen, Pædagogisk assistent

“Jeg er blevet mere bevidst om de små ting i naturen, der kan gøre en kæmpe forskel i pædagogikken.”