Gå til hovedindhold

Derfor læser jeg til bioanalytiker i Kalundborg

Når Liv Kjøller, 21 år og fra Tølløse, tænker tilbage på sin barndom, kan hun huske, at hun havde en svaghed for systematik og skemaer. Set i det lys forekommer det naturligt, at hun i dag studerer til bioanalytiker på Absalon i Kalundborg. Hun bytter ikke sådan lige rundt på blodprøverne!

”Jeg valgte uddannelsen på Absalon, fordi det interesserer mig at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, helt ned til bakterier, bindinger og molekyler,” fortæller Liv Kjøller, bioanalytikerstuderende.

Bioanalytikeruddannelsen kom til Kalundborg i 2018, og Liv Kjøller blev studerende på det allerførste hold. Med i bagagen har hun en HF-eksamen fra VUC i Holbæk

Intimt og hyggeligt

”Jeg valgte uddannelsen på Absalon, fordi det interesserer mig at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, helt ned til bakterier, bindinger og molekyler,” fortæller hun.

”Jeg fandt ud af, at jeg kunne studere til bioanalytiker i i Kalundborg, så jeg valgte København og Næstved fra. Det tiltalte mig, at uddannelsen var ny i Kalundborg. Desuden virker store hold af studerende lidt skræmmende på mig, og det er fedt, at vi har små hold, som gør det hele meget mere intimt og hyggeligt, siger Liv Kjøller om sit studium på Absalon, hvor hun i øvrigt også fungerer som studentervejleder. 

God indlæring

”I og med jeg kom ind på det første hold af bioanalytikerstuderende i Kalundborg, mærkede jeg på egen krop en dejlig pionerånd, og jeg kunne tydeligt fornemme, at stedet var overskueligt og trygt. At studere på et relativt lille sted betyder meget for både indlæringen og det sociale i dagligdagen. På studiet kender vi hinanden ret godt og følger med i hinandens liv, og forholdet til underviserne er også præget af, at vi faktisk udgør en sammentømret gruppe. Meget af det bunder nok også i, at vi ikke er så mange studerende”, siger Liv Kjøller og nævner, at hun har tolv studiekammerater på sit hold på bioanalytikeruddannelsen i Kalundborg. 

Patienter og farvet væv

Hun ser tilbage på to meget givende praktikophold i studietiden. Det første bestod af syv uger på Biokemisk afdeling på Holbæk Sygehus. Det andet var tretten uger på Patologisk afdeling på Roskilde sygehus. Hun håber, at hendes tredje praktikophold bliver på Mikrobiologisk afdeling på Slagelse sygehus.

”Det optager mig faktisk, at man som bioanalytiker godt kan fremstå en lille smule nørdet, lidt kemiagtig. Fx at man patologisk kommer helt ned i detaljen og arbejder med væv, man har farvet, og så ser man, hvordan vævet er opbygget. Når jeg er i praktik, sætter jeg også pris på hver dag at møde nye patienter. Den rolle, man som bioanalytiker har overfor patienter, er jeg glad for. Du har en kontakt til patienten, men det meget sygdomsrelaterede er der andre, som tager sig af. Og så er det jo lægen, der har det sidste ord, hvis en diagnose skal stilles,” siger Liv Kjøller. 

Hun afslutter studiet om to år, og drømmer i første omgang om at arbejde som bioanalytiker på et sygehus.

”Men jeg kan også se mig selv som klinisk underviser – eller måske i en lederstilling på et senere tidspunkt.”