Gå til hovedindhold

Direkte i job som supporter i produktionen

I sensommeren 2017 tog Mario Alzamora springet og flyttede fra hans hjem i Stockholm til Kalundborg for at forfølge hans uddannelsesmæssige ambitioner inden for bioteknologi. I dag har han en fuldtidsstilling hos Novo Nordisk.

Dimittend med job hos Novo Nordisk

”Jeg nyder at have naturen omkring mig og at være tæt på kysten. Igennem min studietid har jeg været med i vores studenterråd og senere blev jeg også studenterambassadør,” fortæller Mario Alzamora, 23, Supporter hos Novo Nordisk Kalundborg

Mario havde netop afsluttet gymnasiet og havde egentlig forestillet sig at fortsætte sine studier i den nordlige del af Sverige. Da han hørte om Professionshøjskolen Absalons ingeniøruddannelse i Kalundborg ændrede han planer:

”Jeg havde en plan om at læse raketvidenskab i Sverige, men jeg har også altid interesseret mig for biologi. På en uddannelsesmesse i Stockholm hørte jeg om Biotekbyen Kalundborg og bestemte mig for at tage springet – og det var endda før, der overhovedet var bygget et campus. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det!”, fortæller Mario.

Forfulgte en unik mulighed

“Dét jeg fandt motiverende, da jeg hørte om Absalon på messen, var det helt tætte samarbejde med den lokale industri igennem studietiden. Jeg så det som en mulighed for at sikre, at jeg både fik de teoretiske kvalifikationer og havde den praktiske erfaring, når jeg var færdiguddannet. Det har vist sig at være en stor fordel for mig,” pointerer Mario.

Mario er en af de allerførste dimittender fra diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi i Kalundborg. At være studerende i Kalundborg er ifølge Mario en del anderledes end at være studerende i Stockholm:

”Jeg nyder at have naturen omkring mig og at være tæt på kysten. Igennem min studietid, har jeg været med i vores studenterråd og senere blev jeg også studenterambassadør, hvor jeg pludselig var på den anden side af disken ved uddannelsesmesser i Baltikum, hvor jeg fortalte nysgerrige unge om mulighederne på Absalon og i Kalundborg,” fortæller Mario.  

Om spændende karrieresamarbejder

Et af de samarbejder, som Mario oplevede med industrien i Kalundborg resulterede i et studiejob hos Novo Nordisk, hvor han fik god brug for de praktiske erfaringer han allerede havde med sig fra Absalon:



”Jeg blev involveret i et 2-måneders laboratorieprojekt hos Novo Nordisk, efter at vi på Absalon havde fået introduktion til de forskellige industrier i Biotekbyen. Da projektet var afsluttet, søgte jeg et studiejob på Novo Nordisk i Kalundborg, hvilket gav mig mulighed for at få et godt overblik over hele virksomheden. De praktiske tilgange igennem mit studie på Absalon gav mig viden og værktøjer, som direkte kunne bruges i industrien,” forklarer Mario og tilføjer:

”Under uddannelsen har vi besøgt adskillige virksomheder, og vi har også haft forelæsninger og undervisning med medarbejdere fra industrien. Det har virkelig hjulpet mig til at se og forstå, hvordan det hele fungerer i denne type virksomheder.”

Opbygning af et stærkt netværk

På 6. semester af diplomingeniøruddannelsen får de studerende praktisk erfaring under et praktikophold på 5 måneder hos en virksomhed i den lokale biotekindustri.

”Jeg ville gerne fortsætte min vej hos Novo Nordisk, fordi jeg allerede satte stor pris på arbejdsmiljø, hvor jeg oplevede at mine kollegaer også hele tiden ville mig det bedste. Det blev også en motivation at se min egen praktiske udvikling igennem samarbejder og igennem arbejdet. Den viden og det netværk jeg har fået hos Novo Nordisk har åbnet nye døre,” siger Mario.

Da det sidste semester af uddannelsen nærmede sig, var Mario på udkig efter et sidste studiesamarbejde med en virksomhed til hans bachelorprojekt:

”Min interesse i industriel produktion var begyndt at vokse, og derfor blev det også emnet for mit bachelorprojekt. Jeg startede derfor et samarbejde med Novo Nordisk, som gav mig mulighed for netop at fokusere på produktionen,” fortæller Mario.

Efter bachelorsamarbejdet fik Mario et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Vejen til en fuldtidsstilling

“Da jeg var ved at afslutte mit bachelorprojekt, søgte jeg ind på en kandidatuddannelse i bioteknologi på DTU og fik også plads. Samtidig blev jeg dog tilbudt en fuldtidsstilling for et år i første omgang hos Novo Nordisk til at drive optimeringsprojekter, hvis jeg kunne starte lige efter min dimission i januar. Det var en mulighed jeg ikke kunne lade gå fra mig, så den stilling valgte jeg at tage. Jeg har derfor udskudt mine planer om at tage en kandidatuddannelse med et år,” deler Mario.

Siden Mario dimitterede i januar, har han arbejdet som supporter i produktionen hos Novo Nordisk i Kalundborg. Han runder af med at dele nogle af sine refleksioner over studietiden hos Absalon:

”Jeg tror, at mine erfaringer fra Novo Nordisk blev en fordel for mig på grund af den viden, de kompetencer og det netværk, jeg løbende har fået med mig. Jeg blev opmærksom på jobmuligheder, jeg ellers ikke ville have overvejet, og det skyldes undervisere, medstuderende og medarbejdere fra industrien, som jeg har mødt igennem forskellige studiesamarbejder, fortæller Mario, som fortsat nyder at bo i Kalundborg efter 4 år:

”Min ambition er at arbejde med noget, der har en positiv påvirkning på vores verden, og som jeg finder meningsfuldt. Det er mit personlige mål at blive ekspert i udvikling og produktion inden for molekyler og lægemidler,” slutter Mario.