At forstå og anvende lovgivning i praksis – er ikke så tungt som det lyder
Når du starter på socialrådgiveruddannelsen, træder du ind i en verden, hvor lovgivning og regler spiller en vigtig rolle. Men frygt ikke – det handler ikke om at blive en hardcore juridisk ekspert. I stedet lærer du at forstå og anvende de juridiske rammer på en måde, der giver mening i praksis. Og det er slet ikke så tungt, som det måske lyder.

Hvad handler det om?
Som socialrådgiver kommer du til at arbejde i et felt, hvor lovgivning og regler er grundlaget for de beslutninger, du skal træffe. Derfor lærer du på uddannelsen at navigere i dette system – fra at forstå de basale principper som hierarkiet i lovgivningen til at kunne bruge skøn og finde løsninger i konkrete situationer.
Kristine Prip Granholm Johansen, som er studerende på socialrådgiveruddannelsen, forklarer det sådan:
"Det handler om at forstå lovtekster og grundlaget for lovene. Vi lærer, hvordan vi træffer afgørelser ud fra loven. Det vigtigste er ikke at kunne alle paragraffer udenad, men at kunne læse og forstå indholdet, da lovene hele tiden bliver opdateret."
Sådan arbejder vi med det
Undervisningen er langt fra en tør gennemgang af paragraffer. Den er tilrettelagt, så du både får teoretisk viden og praktisk erfaring. Du arbejder med cases og opgaver, hvor du selv får lov til at dykke ned i lovgivningen og finde løsninger.
Dina Wettergren, en anden studerende, fremhæver:
"Vi har haft en god blanding af tavleundervisning og opgaveløsning i grupper. Det har givet en dybere forståelse af, hvordan man navigerer i lovtekster, vejledninger og principmeddelelser fra Ankestyrelsen."
Vi læser ikke jura – vi bruger den i praksis
På socialrådgiveruddannelsen læser man ikke ’jura’, men ’retlig regulering’. Her handler det om at forstå og anvende regler og love i praksis – ikke om at blive juridisk ekspert.
Ud over faget ’retlig regulering’ er det at lære at anvende lovgivning i en socialfaglig kontekst integreret i den øvrige undervisning, bl.a. gennem videnoplæg og når man arbejder med konkrete cases, afgørelser og samtaler. På den måde lærer du at bruge lovgivning som et værktøj i det virkelige liv.
Hvorfor er det vigtigt?
Lovgivningen er en del af den virkelighed, du som socialrådgiver skal kunne navigere i. Om du arbejder med udsatte børn, unge eller voksne, er det vigtigt at kende til de muligheder, lovene giver borgerne. Samtidig er det også her, du som socialrådgiver kan finde rammen for at hjælpe.
Kristine beskriver det sådan:
"Lovgivningen er grundstenen for vores arbejde. Selv hvis du for eksempel arbejder som gademedarbejder med hjemløse, er det vigtigt at kende de tilbud og muligheder, som er beskrevet i loven."

Er det svært?
Mange kan være bekymrede for, om det at arbejde med lovgivning og paragraffer er for tungt. Men både Dina og Kristine understreger, at det ikke er noget, man skal frygte. Faktisk oplever de, at undervisningen gør det meget tilgængeligt.
Dina fortæller:
"Vi har en super dygtig underviser, som forklarer det på en måde, så alle kan være med. Samtidig arbejder vi praktisk med det, så det bliver konkret og relevant. Jo længere du kommer i uddannelsen, jo lettere bliver det at omsætte til praksis."
Kristine tilføjer:
"Jeg frygtede det juridiske, før jeg startede på uddannelsen, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det er tungt at læse, ja, men det giver en masse aha-oplevelser og en forståelse af, hvad vi skal ud og lave i praksis. Og med den rette underviser kan det faktisk godt være sjovt!"
Din fremtid som socialrådgiver
På socialrådgiveruddannelsen lærer du ikke kun at læse og forstå lovtekster – du lærer at bruge dem som et værktøj til at hjælpe andre. Retlig regulering er ikke bare en del af uddannelsen, men en nøgle til at kunne rådgive, træffe beslutninger og skabe forandringer i menneskers liv.
Så hvis du overvejer socialrådgiveruddannelsen, men er usikker på det juridiske aspekt, kan du tage det roligt. Her handler det ikke om at være ekspert, men om at forstå og anvende love og regler, så du kan gøre en forskel. Og det er en rejse, hvor du får masser af støtte og hjælp undervejs.
Læs mere om socialrådgiveruddannelsen