Gå til hovedindhold

Igen i år: Færre vil være sygeplejerske

Tallene fra årets kvote 2-ansøgninger peger igen i år i den forkerte retning, når det kommer til at tiltrække studerende til uddannelsen til sygeplejerske. Det ærgrer Absalons rektor, Camilla Wang, der kalder på politisk handling.

Sygeplejestuderende

De seneste års nedgang i antallet af studerende, der søger mod en professionsuddannelse på Absalon, fortsætter. I alt har 1.697 studerende i år søgt ind på kvote 2 på Absalons uddannelser. Det er 88 færre ansøgere i forhold til 2022 og svarer til et fald på 5 procent.  

Særligt uddannelsen til  sygeplejerskerne bløder ansøgere. I alt har 11% færre søgt mod sygeplejerskefaget i 2023. Det vækker bekymring hos Camilla Wang.

Vi så en markant nedgang i antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen i 2022, og det fortsætter desværre i år. Der er behov for politisk fokus på at gøre sygeplejefaget attraktivt.
Camilla Wang, rektor Absalon

Med et sundhedsvæsen, der allerede råber på hænder, står vi i følge Camilla Wang over for et samfundsproblem og en tendens, som må bremses med en bred palet af løsninger. 

Læreruddannelsen retter sig

Sidste års nedgang i antallet af studerende på læreruddannelsen ser ud til at være vendt i 2023, hvor 15% flere har sendt en ansøgning til kvote 2 -fristen. Camilla Wang peger på, at den nye læreruddannelse, der træder i kraft til sommer,  ser ud til at give pote:

Det ser ud til, at det betaler sig, at politikerne investerer i at udvikle gode uddannelser på vores område, siger hun. 

De kommende lærerstuderende bliver mødt med en fagligt ambitiøs uddannelse, ligesom de får flere timer og mere praktik - tiltag som med fordel også kunne indføres på andre uddannelser. 

I alt har 247 ansøgere sendt en ansøgning til Absalons læreruddannelser i 2023 mod 214 sidste år. Særligt Vordingborg ser med 34 procent flere ansøgere ud til at kunne byde velkommen til en del flere studerende i år. 

Lidt flere pædagoger på vej 

Det nye udbud af pædagoguddannelsen i Holbæk er kommet rigtig godt fra start. Her oplever man en god tilstrømning med hele 72 ansøgere. Det nye udbud er med til at trække det samlede ansøgertal op med 9 procent. 

Det er fantastisk, at så mange har ønsket at søge ind på den nye pædagoguddannelse i Holbæk. Vi glæder os over, at vi endnu engang kan åbne for en ny uddannelse efter tæt samarbejde med kommunerne i Nordvestsjælland.
Camilla Wang, rektor Absalon

Flere af Absalons øvrige lokationer oplever dog fortsat nedgang i antal ansøgere. Camilla Wang pointerer, at der er behov for et vågent øje på uddannelserne fra politisk side. Det er samlet set kritisk, at der ikke er flere, der ønsker at læse til pædagog, for efterspørgslen i samfundet er stor, siger hun. 

Kræver løsning på nationalt plan

Udfordringen med for få ansøgere til professionsuddannelserne ses landet over, og løsningerne er komplekse og bør løftes i flok, mener Camilla Wang:

- Vi arbejder for at skabe fantastiske professionsuddannelser og givende studiemiljøer. Det skal bakkes op af politisk handling, der gør op med de strukturelle udfordringer, der holder vores unge mennesker fra at uddanne sig til fremtidens velfærd.  

 

Yderligere information  

Rektor Camilla Wang, 7248 1044, cwa@pha.dk 

Chefkonsulent Anine Asklund, 7248 2522, anas@pha.dk