Gå til hovedindhold

Absalon lukker IT-systemer pga forsøg på hackerangreb

Absalon blev udsat for et hackerangreb mandag. Det er lykkedes Absalons IT-afdeling at begrænse angrebets udbredelse, men der er IT-løsninger, der er påvirket i øjeblikket.

Hacker

Hackere forsøgte mandag at angribe Absalons IT-systemer. Det lykkedes dog Absalons IT-afdeling at inddæmme angrebet:

“Det er stadig lidt uklart for os, hvad formålet med angrebet var. Heldigvis var vi forberedte på sådanne angreb og fik reageret hurtigt, hvilket umiddelbart har begrænset skaderne. Der er dog stadig dele af vores IT-systemer, som vi arbejder på, og vi er fortsat ved at skabe os det fulde overblik over omfanget, siger professionshøjskoledirektør Kristian Ørnsholt.

Angrebet sker midt i eksamenstiden for flere studerende på Absalon:

“De fleste af de systemer, der er rettet mod de studerende, er heldigvis ikke påvirket af angrebet. Men der er også systemer, der fortsat er ustabile eller nedlukkede, og det er selvfølgelig enormt frustrerende. Hvis der i forbindelse med igangværende eksamener er IT-løsninger, der ikke fungerer, vil der så vidt muligt blive fundet andre løsninger for de studerende, siger Kristian Ørnsholt.

Absalons IT-afdeling arbejder stadig på at kortlægge omfanget af angrebet.