Gå til hovedindhold

Forsker: Underernæring rammer også ældre med overvægt

- Underernæring bliver sjældent koblet til overvægt og svær overvægt blandt ældre. Men vi skal blive bedre til opspore underernæring hos ældre med overernæring, skriver forsker Tenna Christoffersen i et debatindlæg i Seniormonitor.

Antallet af ældre med underernæring er stigende. Underernæring begrænser ældres trivsel og øger risikoen for sygdomme, indlæggelser, genindlæggelser og tidlig død.

I Danmark opspores ernæringsrisiko og underernæring primært ud fra uplanlagt vægttab, lav kropsvægt og nedsat appetit, og det betyder at underernæring er et overset problem blandt ældre med overvægt. 

Flere ældre med overvægt

Antallet af ældre stiger, og de ældre forventes at leve længere. Forventet levetid ved 65 år overstiger nu 20 år. Det er gode nyheder og skyldes bedre levestandarder og bedre behandling af sygdomme. 

Desværre er mere end halvdelen af disse år påvirket af kroniske sygdomme og funktionsnedsættelser. Sygdomsbyrden er en vigtig faktor, som er relateret til livsstilsrelaterede faktorer som overernæring. 

Antallet af ældre med overvægt og svær overvægt vokser, og i fremtiden vil ældre med overernæring udgøre den største del af den ældre befolkning i fremtiden.

Ekstra sul på sidebenene

Sul på sidebenene kan både være godt og skidt for sundheden. Flere undersøgelser viser, at ekstra fedtmasse i en høj alder kan have en beskyttende effekt. Det vil sige, at overlevelseschancerne er bedre hos nogle ældre patienter, især dem med alvorlige kræftsygdomme. 

Modsat kan kombinationen af overernæring, aldersrelateret inflammation og tab af muskelmasse øge risikoen for sygdomme, eksempelvis hjertekarsygdomme, diabetes og demens. På den måde kan vægt ikke stå alene som indikation for ernæringstilstand.

Overlap imellem underernæring og overernæring

De fleste kroniske sygdomme er forbundet med tilbagevendende eller kronisk inflammation, som medfører muskeltab. Såvel som sygdomsbyrde og tab af muskelmasse kendetegner underernæring og overernæring. Dermed er der et overlap imellem tilstandene, men også en mulighed for at opspore og behandle ernæringsrisiko og underernæring.

Det betyder at ernæringsrelaterede lidelser såsom underernæring kan opspores ved at undersøge sygdomsbyrde og måle muskelmasse, muskelstyrke eller funktionsevne – også hos ældre med overvægt. Det er bare ikke så tit at lægen, sygeplejersken eller social- og sundhedsassistenten undersøger disse muskel-faktorer. 

Derudover undervurderes betydningen af et uplanlagt vægttab hos ældre med overvægt. Det er et stort problem, fordi det ofte er muskelmasse som tabes og ikke fedtmasse.

Tidlig opsporing er nøglen

Underernæring kan ramme alle ældre uanset vægt, og ernæringsrisiko kan forekomme både med og uden uplanlagt vægttab. Tidlig opsporing og behandling af ernæringsrisiko og underernæring kan bidrage til fremtiden ældre både lever længere, men også med bedre livskvalitet, færre lidelser og funktionsnedsættelser. 

 

Indlægget er først bragt i Seniormonitor den 9. maj 2025