Grønt lys fra ministeriet: Absalon kan uddanne paramedicinere
Uniformer og blå blink bliver snart en fast del af hverdagen på Professionshøjskolen Absalon. Inden for få år åbner en ny professionsbacheloruddannelse i paramedicin og præhospitalt arbejde, og det glæder Daniel Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering på Absalon: – Paramedicinerne får en ny og vigtig rolle i sundhedsvæsenet, og vi ser frem til at klæde dem fagligt på til at løfte den opgave, siger han.

Professionshøjskolen Absalon har fået Uddannelses- og forskningsministeriets godkendelse til at uddanne fremtidens paramedicinere. Det nye uddannelsestilbud bliver på bachelorniveau som et led i sundhedsreformen, der sigter mod at styrke den præhospitale indsats. Derfor stilles der også større krav til de medarbejdere, der møder borgerne som de første, når sygdom eller uheld rammer.
De nye professionsbachelorer kommer til at indgå i et praksisfelt, som er under udvikling og forandring, hvor langt flere sundhedsopgaver flytter tættere på borgerens eget hjem end tidligere. Uddannelsen klæder de kommende paramedicinere på til opgaven, så de kan løse de nye og komplekse opgaver med høj faglighed.
Forventning om 40 studiepladser
Den nye uddannelse placeres på Absalons Campus Slagelse med en forventning om 40 studiepladser årligt med forventelig opstart i sommeren 2027. Absalon afventer dog fortsat detaljer fra ministeriet, før de endelige linjer kan tegnes omkring uddannelsen. Men én ting ligger fast:
“Vi glæder os til at udvikle den nye uddannelse og trække på den viden og det gode tværprofessionelle samarbejde med bl.a. jordemoder- og sygeplejerskeuddannelsen. Kommende paramedicinstuderende kan forvente en spændende uddannelse, faglige udfordringer og en tæt kobling til den praksis, de skal ud i bagefter,” siger Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering.
Tværfagligt studiemiljø på Campus Slagelse
De nye studerende vil blive en del af et moderne og stationsnært campusmiljø med avancerede undervisningsfaciliteter og et stærkt fagligt og socialt fællesskab. De vil møde studerende fra andre professioner i et inspirerende studiemiljø, hvor samarbejde og tværfaglighed vægtes højt.
”Nu glæder vi os til at udvikle uddannelsen i samarbejde med vores partnere på det præhospitale område”, siger Daniel Schwartz Bojsen.
Udover direkte optagelse fra ungdomsuddannelser vil det også være muligt at søge ind med eksempelvis en behandleruddannelse. Optagelse vil finde sted én gang årligt.