Hillerød HTX på Vintercamp på Absalon i Kalundborg
Hvordan arbejder man som ingeniør? Er det nemt at få job med en diplomingeniøruddannelse? Hvad hvis man vil læse videre? Hvor kan man komme i praktik?

55 elever og 4 undervisere fra 3G på Hillerød HTX har i 2 dage været på Vintercamp i Kalundborg og fået ingeniøruddannelser og studiemiljø godt ind under huden.
Eleverne har boet på Danhostel i Kalundborg fra torsdag til fredag, og begge dage har de indtaget Absalons Campus Kalundborg til såvel teori som eksperimenter i både laboratorier og maskinområder, så de kunne få en smag på såvel diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi som maskinteknologi.

Overskriften for dagene var læskedrikke, og eleverne har selv skulle designe deres forsøg og bestemme hypotesetest, altså på helt klassisk ingeniørmanér. Dernæst er der blevet testet i laboratorier, og der er blevet lavet matematikudregninger forud for forsøgene, for at se, hvordan matematikken hænger sammen med det, der reelt sker i virkeligheden.
Hos biotekingeniørerne skulle eleverne arbejde med kemisk analyse i laboratoriet og har bl.a. arbejdet med at finde metoder til at teste sukkerindhold mv. Hos maskiningeniørerne gjaldt det emballage, og fx udregninger til hvor stort tryk, der skal til at få en coladåse til at eksplodere hhv. med og uden indhold.

Max Emil Winckler
Vintercamp er et nyt initiativ, hvor Absalon i samarbejde med gymnasielærerne i år har tilrettelagt et 2-dages program med overnatning og forplejning, så der var god tid at dykke ned i ingeniørarbejdet og ikke mindst få en smag på uddannelsesmiljøet i Kalundborg, og de karrieremuligheder ingeniøruddannelserne bringer med sig.
