Gå til hovedindhold

”Man former sin egen fremtid”

Som administrationsbachelor styrer du i høj grad selv i hvilken retning, du vil gå – og det har Tanja Beckmann Sørensen benyttet til at skabe en drømmestilling.

”Som administrationsbachelor har man enormt meget at byde på, og man kan ende med at lave alt muligt forskelligt med uddannelsen i bagagen. Det handler meget om ens personlige interesser, og man kan i høj grad selv være med til at definere ens fremtid,” siger Tanja Beckmann Sørensen, bosætningskoordinator i Guldborgsund Kommune.

For Tanja Beckmann Sørensen er der ingen tvivl om, hvorfor arbejdet som administrationsbachelor er det bedste, hun kan forestille sig.

”Det er simpelthen dét, der limer organisationer sammen. Som administrationsbachelorer spiller vi en vigtig rolle for, hvordan blandt andet borgerne oplever os. Og det giver mig en enorm tilfredsstillelse at løse det godt.”

Egentlig er Tanja Beckmann Sørensen uddannet kontorassistent, men hun havde et ønske om at tage skridtet videre i sit arbejdsliv for at få nye udfordringer og mere ansvar.

”Så jeg begyndte at kigge lidt rundt, og så fandt jeg uddannelsen til administrationsbachelor på Absalon. Det var en god kombination af det, jeg allerede arbejdede med samtidig med, at jeg ville få mange flere kompetencer til at udvikle mig fagligt,” fortæller Tanja Beckmann Sørensen.

Hun søgte derfor ind på studiet og begyndte at læse med en blanding af online undervisning og fysisk fremmøde, mens hun stadig passede sit job som administrativ specialist ved siden af.

Løftet perspektivet

Tanja Beckmann Sørensen bor med sin familie på Falster, og derfor passede det godt ind i hverdagen, at hun kunne læse til administrationsbachelor på Absalon i Næstved.

”Beliggenheden var faktisk en af årsagerne til, at det kunne hænge sammen for mig med det nye studie – og det var helt fantastisk at begynde at læse igen,” siger hun og fortsætter:

”Det er en af de bedste ting, jeg har gjort for mig selv, og jeg fik både løftet mit perspektiv, og jeg fik nye metoder til at arbejde med administration, som jeg tidligere havde savnet.”

Koblingen mellem teori og praksis

Det var især koblingen mellem teori og praksis, som tiltalte Tanja Beckmann Sørensen ved undervisningen på Absalon.

”Jeg har jo arbejdet meget med praksis, så jeg skulle lige vænne mig til, at der var en del teori, jeg også skulle forholde mig til, og det var ret krævende i starten at tænke mere teoretisk,” siger hun og fortæller, at det blandt andet var faget kommunikation, som hun synes, var spændende.

”Det var især fagene, hvor borgeren var i fokus, der var rigtig spændende. For det handler om, hvordan vi tager imod de borgere, der kommer til os, og hvordan vi kommunikerer med dem.”

Mange jobs

Efter Tanja Beckmann Sørensen afsluttede uddannelsen som administrationsbachelor, begyndte hun at arbejde hos Guldborgsund Kommune. Her havde hun også arbejdet som administrativ specialist sideløbende med studierne, og praktikken blev afviklet som en del af hendes arbejde. . 

”Men så gik der ikke så lang tid, inden jeg søgte en ny stilling, for uddannelsen havde rykket ved så mange ting ved mig både personligt og  arbejdsmæssigt, så det var jeg nødt til at prøve af,” fortæller hun.

Hun blev ansat som kommunikationsmedarbejder hos REFA, der blandt andet arbejder med affaldshåndtering. Her lavede hun blandt andet pressearbejde, kampagner og hjemmesider og kommunikerede med borgerne.

”Der var jeg i knap to år, inden jeg blev tilbudt en stilling i Nordisk Ministerråd, hvor jeg i 2,5 år arbejdede som afdelingskoordinator med blandt andet intern kommunikation og optimering af processer,” fortæller Tanja Beckmann Sørensen.

Former selv fremtiden

I dag arbejder Tanja Beckmann Sørensen igen i Guldborgsund Kommune, nu i rollen som bosætningskoordinator.

”Som administrationsbachelor har man enormt meget at byde på, og man kan ende med at lave alt muligt forskelligt med uddannelsen i bagagen. Det handler meget om ens personlige interesser, og man kan i høj grad selv være med til at definere ens fremtid.”