Gå til hovedindhold

Nyt campus i Næstved udskydes

Inflation, høje renter og stigende byggepriser rammer desværre det planlagte nye campus i Næstved. Absalons bestyrelse har besluttet at udskyde projektet, så byggeriet i udgangspunktet først starter i 2026 i stedet for til næste år.

Campus Næstved

Absalon har fortsat en ambition om at få bygget et attraktivt campus i Næstved, der ligger stationsnært. Men pga. udviklingen i de centrale økonomiske nøglefaktorer besluttede Absalons bestyrelse på deres møde mandag at udskyde byggeriet af Campus Næstved, således at byggeriet i udgangspunktet først påbegyndes i 2026.

Baggrunden findes i økonomien bag det nye campus, som desværre er ramt af den høje inflation, højere renter og stigende byggeomkostninger:

“Da vi planlagde det nye campus i Næstved, så verden helt anderledes ud. Der er sket mange ting siden, som har ramt vidt og bredt, og det rammer altså også Absalon. Den stigende inflation har sendt byggepriserne i vejret. Samtidig er renterne steget, så finansieringen af hele projektet også bliver væsentlig højere, end vi oprindeligt har budgetteret med. Så som mange andre store byggeprojekter lige for tiden, ser vi os desværre nødsaget til at udvise rettidig omhu, og slå bremsen i”, siger professionshøjskoledirektør Kristian Ørnsholt.

 

 

“Vi er utroligt kede af, at vi ikke får bygget vores nye campus i Næstved, så det kunne være klar i 2025. Det har været et klart mål for os, at få skabt bedre rammer for vores studerende i Næstved, hvor der blandt andet sammen med VUC var udsigt til at få et stærkere studiemiljø, som også lå tættere på stationen og den offentlige transport”.
Kristian Ørsholt
Professionshøjskoledirektør

En svær og tung beslutning

Det har ikke været en nem beslutning for Absalons bestyrelse, som allerede tidligere har udsat byggeriet af Campus Næstved, og Kristian Ørnsholt er særligt ked af det på de studerendes vegne:

“Vi er utroligt kede af, at vi ikke får bygget vores nye campus i Næstved, så det kunne være klar i 2025. Det har været et klart mål for os, at få skabt bedre rammer for vores studerende i Næstved, hvor der blandt andet sammen med VUC var udsigt til at få et stærkere studiemiljø, som også lå tættere på stationen og den offentlige transport”, siger Kristian Ørnsholt.

Samtidig kigger professionshøjskoledirektøren også ind i et faldende antal ansøgere:

“Heldigvis er vores nuværende campus i Næstved også et fint og velfungerende campus, som lever fuldt ud op til de krav vi har for kvalificeret undervisning for vores studerende. Men vi kan som andre uddannelsesinstitutioner i øjeblikket også se, at vores antal af ansøgere desværre er faldende. Det presser også økonomien bag projektet. Aktuelt er det en helt særlig situation i Danmark og i verden, og den er vi nødt til at forholde os til lige nu, selvom vi fortsat har en ambition om, at få bygget et nyt og attraktivt campus til de studerende i Næstved”, siger Kristian Ørnsholt.