Gå til hovedindhold

Undersøgelser i den mindste detalje

Når Regionalt videnscenter for Demens udreder patienter, er det både de patienten selv og de pårørende, der er i centrum.

Hos Regionalt Videnscenter for Demens i Roskilde arbejder de hver dag med klinisk demensudredning.

Ved mange af patienterne, der kommer til centeret, er det ikke umiddelbart til at aflæse, at de har en demenssygdom, fordi de kommer så tidligt i forløbet - mens andre faktiske slet ikke har en demenssygdom. Det fortæller specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

Når der er mistanke om, at en borger lider af en demenssygdom, er det ofte lægen, der henviser dem til videnscenteret. Lægen laver en helbredsundersøgelse af borgeren, og blandt andet den første kognitive test, og det er med til at bestemme, om borgeren sendes videre.

Hos Regionalt Videnscenter for Demens foregår den videre udredning, og der er helt fast procedure for, hvordan det foregår.

“Den første undersøgelse afsætter vi som regel to timer til. Vi starter med, at etablere rammerne omkring patienten og for eksempel høre om, hvad de har arbejdet med, om deres familieforhold, hvordan de bor, og hvordan de klarer sig derhjemme,” fortæller specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

“Herefter laver vi nogle forskellige kognitive test med patienten, og vi screener blandt andet også for depression, fordi de depressive tegn nogle gange kan se ud som en demenstilstand.”

Pårørende giver indblik

De pårørende er også med til udredningen, fortæller Susanne Kristiansen.

“Vi har jo patienter, som har meget stor sygdomsindsigt, men vi har bestemt også patienter, som, selvom de sidder i kørestol, fortæller, at de går ture langs stranden hver formiddag. Her kan de pårørende for eksempel være med til at fortælle, at det ikke er rigtigt, og at patienten altså ikke kan finde ud af sådan og sådan mere.”

“På den måde kan vi få et godt indblik i, hvad det er, den pårørende oplever hjemme bag husets fire vægge. For det kan vi jo ikke se herfra. Vi kan kun få et øjebliksbillede, og tingene kan se meget anderledes ud derhjemme.”

Efter undersøgelserne af patienten samles alle oplysningerne. Herefter lægger lægen og sygeplejersken en plan for, hvilke yderligere undersøgelser, der skal til, hvis der er tvivl om diagnosen - og det sker ofte.

“Når der er tvivl, så kan vores neuropsykologer blandt andet bruge en udvidet kognitiv test, hvor de kan dykke meget mere ned i de forskellige symptomer.

“Det kan for eksempel være noget omkring rum og retningssans. Der er mange forskellige domæner, hvor det nedsatte funktionsniveau kan påvises” fortæller specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

Centeret bruger også forskellige former for scanninger, der kan vise, hvordan flowet i hjernen er. De også kan tage prøver fra rygmarvsvæsken, hvor de kan undersøge proteinaflejringer i væsken.

Ventetiden på ovenstående udredning er desværre lang, og det er dybt frustrerende for alle, siger specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

“Det er desværre ikke sådan, at vi kan tage en blodprøve og så sige ja eller nej til, at du har demens. Det er et sammensat billede, og der skal vi bruge de forskellige undersøgelser, og nogle gange er det bare ikke så entydigt, og så bliver vi nødt til at bruge flere undersøgelser.”

Fokus på patienten

Den endelige diagnose stilles efter, at centerets sygeplejersker, læger og neuropsykologer sammen har gennemgået patients forløb, og herefter indkaldes patienten til en samtale.

“Her er det meget vigtigt, at vi hele tiden har patienten med, at ingenting går tabt. Hele vejen i forløbet har vi altid fokus på patienten,” fortæller specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

“Men vi er også bevidste om, at det kan være en tung og sorgrig samtale. Det er vi selvfølgelig trænet i, så vi kender til de situationer.”

“Herefter gennemgår vi sygdommen og tilbyder behandling med de her tabletter, som vi har til rådighed for denne her sygdom. Og ikke mindst så taler vi rigtig meget om, om patienten selv kan forvalte og tage medicinen. Er der et netværk, der kan sikre, at den her medicin bliver taget, eller skal vi have hjemmesygeplejen til at komme og give medicinen? Det er rigtig vigtigt, fordi medicin hjælper ikke, hvis ikke man tager det rigtigt.”

Susanne Kristiansen forklarer, at der sideløbende med den medicinske behandling også er den psykosociale opfølgning, ligesom der er et velfungerende samarbejde med demenskoordinatorer i hele Region Sjælland.

“Når patienten har fået en diagnose, og vi lige har fået det til at lande i rummet, så plejer vi at give patienten, som vi siger, et tilbud, de ikke må afslå. Og det er simpelthen at blive besøgt af en demenskoordinator fra det lokale demens-team.”

Efter diagnosen følger centerets sygeplejersker patienterne med en eller to telefonkonsultationer, hvor der blandt andet er fokus på, om medicinen giver bivirkninger.

Efter cirka et halvt år er der en opfølgning igen, men nogle patienter er det nødvendigt at følge lidt tættere:

“Det er fordi, de har så kompliceret en demenssygdom, som kræver, at der faktisk er neurologisk bistand over længere tid, som for eksempel de patienter, der har Lewy Body demens. Det er en sygdom, der både har hukommelsesproblematikkerne fra det, som vi ser hos Alzheimer patienterne, men de har også rigtig mange symptomer, der ser ud som Parkinson,” forklarer specialistsygeplejerske Susanne Kristiansen.

“Så de patienter følger vi over længere tid. Det er de meget, meget taknemmelige for, fordi en del af de praktiserende læger er ikke så trænede i det med at medicinere patienterne med de her neurologiske symptomer.”