Gå til hovedindhold

Om pædagoguddannelsen

Vil du arbejde med mennesker, der skal støttes i deres udvikling?

Som studerende på pædagoguddannelsen i Absalon vil du blive en del af en uddannelse, der hviler på tre kerneværdier:

  • Demokratisk og aktiv deltagelse
  • Individuel og social ansvarlighed
  • Høj faglighed, pædagogisk handlekompetence og innovation

Vores kerneværdier vil ruste dig til at arbejde med mennesker i alle aldre, der har brug for din støtte og vejledning i hverdagen.

Teori og praksis i samspil

Uddannelsen giver dig både et teoretisk og praktisk grundlag for at arbejde med mennesker gennem hele deres liv. Gennem studiet vil du få viden om og få praktisk erfaring med at arbejde med menneskelige relationer, og med at skabe udvikling for forskellige grupper af mennesker. Du bliver udfordret fagligt, socialt og personligt, for vi forventer, at du deltager aktivt og er engageret i uddannelsens faglige fællesskaber og undervisning, og at du har mod på at udfordre dig selv undervejs.

Det betyder konkret, at du ikke kun skal læse og høre om den pædagogiske praksis. Du kommer også til at møde den i praksis. Du vil skulle undersøge, udforske, reflektere og handle aktivt ud fra forskellige problemstillinger og scenarier, både på campus og ude i praksis. På den måde vil teori og praksis gå hånd i hånd gennem dit studie.

Pædagoguddannelsen er en spændende og alsidig uddannelse, hvor du møder mange forskellige udfordringer både fagligt og personligt. I løbet af uddannelsen vil du blive præsenteret for en lang række fagområder både teoretisk og praktisk inden for hele det pædagogiske arbejdsfelt, hvis målgruppe rummer mennesker i alle aldre og med forskelligt behov for pædagogisk indsats.

Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle arbejde med mennesker. Det er jeg ikke længere. Jeg har fået øjnene op for, hvad det betyder at kunne hjælpe en borger og mærke taknemmeligheden ved, at man er der for andre. Den følelse jeg får af at kunne hjælpe et andet menneske, som ellers ikke ville have overskuddet fysisk eller psykisk til og gøre tingene selv, giver mig den vildeste følelse. Jeg drømmer om at arbejde på det socialpædagogiske område med nogle af dem, som har det allersværest i samfundet
Nicolai Jonge, pædagogstuderende