At udtrykke det indre

At skabe hænger sammen med at være menneske. Derfor er de skabende processer helt centrale, når børn og unge arbejder med kunst og kultur. Det skaber en forbindelse mellem krop og psyke.

Du kan læse nogle af Mette Rolds pointer her:

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med de skabende processer?

Det at skabe er forbundet til det at være menneske. Sammenhængen går helt tilbage til hulemenneskerne, og det har været med til at udvikle vores erkendelse og vores måde at tænke på. For eksempel udtrykte hulemenneskernes shamaner sig gennem kunst og visioner, som skabte forbindelse mellem det indre og det ydre.

På samme måde kan vi i dag se de skabende processer som en materialisering af de indre sindstilstande. At arbejde med at skabe giver en forbindelse mellem den indre psykiske tilstand og det ydre, og det gør, at man vokser som menneske, styrker identitetsudviklingen og skaber stærke fællesskaber, når det sker i sociale kontekster.

Ved at gå ind i de skabende processer, mærker man nærvær, og man får etableret forbindelse til sig selv, til sine medmennesker og til den virkelighed, man er i.

Hvad er udfordringerne ved at arbejde med skabende processer?

Der kan være barrierer, man skal overskride. I vores uddannelsessystem er der ofte en meget snæver målstyring, og der er mange tests. Når man er formet af den slags lineær tænkning, kan det være en udfordring at åbne op for det skabende, for det handler jo om noget helt andet, for eksempel om følelser og sansninger. Det kan være en stor følelsesmæssig oplevelse at gå igennem sådan en proces.

Det handler om, at få vækket nysgerrigheden igen. Som hos et lille barn der leger, eksperimenterer og kaster sig ud i fantasiuniverser, hvor krop og psyke hænger tæt sammen.

Hvordan kan man arbejde med det skabende arbejde?

Typisk vil det være læreren og pædagogen, der vil arbejde med de skabende processer, men det kan i høj grad også være mennesker, der arbejder med kultur, for eksempel museumsfolk, kulturmedarbejdere eller kunstnere, der arbejder med formidling.

Det er især også i det tværfaglige møde, at styrken ligger. Når pædagogen, kunstneren og museet mødes i et fællesskab, så opstår der noget, de ikke kunne have skabt alene.

Det handler om praktisk at turde ”kaste sig ud i det”, at følge en indre impuls, lyst og motivation til at gøre noget, man ikke helt kender resultatet af. Den professionelle skal altså turde give slip på kontrollen, stram målstyring og tiden. Skabende arbejde kræver nemlig tid til fordybelse. Desuden er materialiteten vigtig, for eksempel er det fysiske miljø afgørende, som bør være æstetisk inspirerende med mange forskellige ting og sager, dimser og dippedutter, pensler, maling, musikinstrumenter osv. 

Eksempler på – og inspiration til – skabende arbejde:

• Genbrugsstationen: Skab plads til genbrugsmaterialer, skrammel, dimser og dutter og andet, med relevant værktøj som er disponibelt og passer til målgruppen. Lad der være adgang i dagligdagen og pludselig vil en ide dukke op. Forfølg ideen, vær undersøgende og eksperimenter med at skabe, hvad der nu skal skabes…  måske er det legetøj eller musikinstrumenter eller noget helt tredje?
  
   
• Collage-billeder: Her kan der leges med forholdet mellem den reale og imaginære virkelighed. Det kan ske ved, at der ud fra et tema eller en idé klippes eller stykkes billeder sammen. Der skal lånes fra andres malerier, tegneserier og fotos, som kan findes i diverse magasiner, tidsskrifter eller aviser. Billederne sættes sammen til et udtryk. Der kan bruges klassisk collageteknik, overheads, grafiske programmer og andre teknikker, som kan medvirke til at grænser flyttes. At eksperimentere aktivt er vigtigt.
  
  Overvej at sætte de enkelte collager sammen til ét stort fællesbillede. Giv tid til en god og meningsfuld samtale om processen og produktet.
  
   
• Identitet og krop:  Arbejd med indre følelsestilstande, for eksempel med temaet ”hvem er jeg”. Den man er udtrykkes som maleri, hvor hele kroppen er tegnet op på et stort ark papir. Kroppen farvelægges med maling med skønne farver, og der tegnes på kroppens landskab, sådan som det føles rigtigt hos den enkelte. Det er her uhyre vigtigt, at man som professionel ikke styrer, hvad der skal være på den enkelte krop. Kroppene hænges op til sidst. Giv tid til en god og meningsfuld samtale om processen og produktet.