Gå til hovedindhold

250 gymnasieelever besøger Campus Kalundborg

26. januar 2023 kan årets Biotekmesterskaber endelig holdes på Absalons Campus i Kalundborg i samarbejde med hele Biotekbyen.

biotekmesterskaberne

For femte år i træk arrangerer Biotekbyen Kalundborg Biotekmesterskaber, hvor ca. 250 gymnasieelever fra hele landet dyster i bioteknologiske løsninger.

Alle gymnasieelever er velkomne

Biotekmesterskaberne afholdes som en case-konkurrence, hvor der inden dagens udgang skal kåres et vinderhold. Dagen byder dog på også på aktiviteter såsom et pop-up kemishow og en messe, hvor der er mulighed for at høre mere om Kalundborgs karriere- og uddannelsesmuligheder samt møde virksomhedsrepræsentanter fra Biotekbyen og omegn.



Alle deltagere inviteres desuden indenfor i det nyindviede forsknings- og uddannelsescenter Helix Lab, hvor de bl.a. kan høre oplæg om den verdenskendte Kalundborg Symbiose.

 

Mange nysgerrige elever og undervisere kommer fra flere dele af landet til Kalundborg i forbindelse med Biotekmesterskaberne. Det er en gylden mulighed for at give en smagsprøve på, hvad byen kan tilbyde studerende, og hvilke muligheder der også er for en spændende karriere efterfølgende. Derfor er gymnasieelever, som ikke deltager i konkurrencen, også velkomne."
Martina Koch
Projektleder for Biotekmesterskaberne
Biotekmesterskaberne

Program for Biotekmesterskaberne den 26. januar 2023

Kan bioteknologi løse FNs verdensmål?

Gymnasieeleverne har hjemmefra arbejdet med én af fire cases inden for emnerne fermentering, enzymaktivitet, spildevandsrensning og kemisk syntese. De fire cases repræsenterer hver især elementer, der har afgørende betydning for produktionsprocesserne i hhv. Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Forsyning og Lundbeck.

Efter velkomst til Campus Kalundborg skal de tilmeldte elever i hold præsentere deres cases for dommerpaneler sammensat af undervisere og virksomhedsrepræsentanter. Casepræsentationerne indeholder hver især et forslag til fremstilling af et nyt produkt og/eller en løsning på et miljø-/samfundsmæssigt problem med fokus på cirkulær produktion og/eller et eller flere af FN’s 17 verdensmål.

Campus i Kalundborg danner rammen - endelig

De seneste to år har Biotekmesterskaberne været afholdt online pga. coronapandemien. Nu glæder arrangørerne sig over udsigten til endelig at kunne vise Kalundborgs nye campusområde frem til de mange deltagere.

Dronebillede ud over Biotekbyen Kalundborg

"De seneste år har vi gjort, hvad vi kunne for at give de studerende en smag af Biotekbyen, men det bliver aldrig det samme online. Nu kribler det i os for at byde velkommen til elever og undervisere, så de ved selvsyn kan opleve vores nye faciliteter, fornemme den særlige stemning og mærke nærheden til Kalundborgs industri, der er så unik for byen," fortæller Conni Simonsen, Campuschef på Absalon i Kalundborg, og hun fortsætter:

Det tætte samarbejde mellem uddannelse og industri er netop en af fordelene ved at være studerende i Biotekbyen. At have industrien så tæt på gør, at vi kan tilbyde en høj grad af praksisrelateret læring såsom projektsamarbejde, virksomhedsbesøg, gæsteforelæsninger, mentorforløb mv. i samarbejde med byens virksomheder - til fordel for de studerende.
Conni Simonsen
Campuschef på Absalon i Kalundborg

Biotekbyen bakker op

Der er en kendt mangel på STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering, Mathematics) på landsplan. En udfordring, der yderligere forstærkes for virksomheder uden for de store uddannelsesbyer, og hvor tiltrækning af højtspecialiseret arbejdskraft er afgørende.

Kalundborg har potentiale til at være et førende center inden for bioteknisk uddannelse, forskning og innovation. Tiltrækning af studerende til byens uddannelser er derfor af særdeles stor betydning i forhold til at udvikle talenter lokalt og dermed etablere en stærk fødekæde målrettet industriens behov.
Christian Beenfeldt
Projektchef i Knowledge Hub Zealand

Biotekmesterskaberne er et af mange tiltag, som skal bidrage til at sætte fokus på de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder, som Nordvestsjælland og især Biotekbyen tilbyder, med henblik på tiltrækning af studerende til områdets voksende uddannelsesmiljø.

At Biotekmesterskaberne år for år bliver en realitet uanset format, skyldes ikke mindst den store opbakning fra Biotekbyens aktører gennem såvel cases, oplæg, deltagelse i dommerpaneler som sponsorater til præmier mv.

Virksomheder og organisationer i 2023 tæller:

Kalundborg Kommune, Novo Nordisk, Novozymes, NNE, Kalundborg Refinery, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Kalundborg Forsyning, Lundbeck, Chr. Hansen, Kalundborg Symbiose, Helix Lab, Nucleus Forlag, Fermhub Zealand, Absalon og Knowledge Hub Zealand.

Om Biotekbyen

I Biotekbyen Kalundborg ligger Skandinaviens største biotekproduktion. Her findes bl.a. verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion og Danmarks største raffinaderi. Virksomhederne i byen inkluderer blandt andet Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Refinery, Chr. Hansen, Kalundborg Forsyning, og Ørsted. Tæt på Biotekbyen, i nabokommunen Odsherred, ligger Lundbeck med en stor kemisk produktion af lægemidler.

 

For yderligere information, kontakt:

Christian Beenfeldt, Project Director, Knowledge Hub Zealand, 23 82 27 68, chbe@kalundborg.dk

Martina Koch, Projektleder, Professionshøjskolen Absalon, 72 48 21 34, mmko@pha.dk

biotekmester.dk