Afmystificering af vejledningssamtalen som genre

Men når der skal etableres en ny vejledningskultur i en organisation eller institution, kan der ofte opstå en usikkerhed omkring, hvad det hele egentlig går ud på.

Et kerneområde ved den gode vejledningssamtale er derfor afmystificering af samtalen som genre, og netop det har specialkonsulent Lisbet Rask, Center for Skole og Læring, stor viden omkring.

Lisbet Rask er ekspert i faglig projektledelse i skoleudviklingsprojekter, og hun arbejder blandt andet med facilitering af professionelle vejledningssamtaler og organisatorisk udvikling af kultur, der støtter og styrker den kollegiale sparring.

Her kommer hun med tre pointer, der er centrale for at afmystificere vejledningssamtalen som genre:

1. Et opgør med vanerne

Når vi starter projekter op i organisationer og institutioner, så ser vi ofte, at lærerne, pædagogerne, og de folk vi arbejder med, er nervøse og lidt utrygge ved, hvad der skal ske. Derfor er det vigtigt, at vi er meget tydelige omkring formålet – vi skal afmystificere vejledningsrummet.

Der er også nogle vaner, der skal gøres op med. For eksempel forstås vejledning ofte som det samme som rådgivning, for mange er vant til at blive rådgivet. Men vejledning rummer mange flere genrer end blot rådgivning, og derfor er tydeligheden omkring hvad der skal ske meget vigtig. 

2. Skuldrene skal ned

Det vi gør på Absalon, kalder vi procesvejledning. Forskellen fra rådgivning er, at vi ikke kommer med svar eller vurderinger. Vi hjælper derimod den, vi sidder i samtale med, med at undersøge sin egen forståelse af det, der sker.

Det første, vi tager fat i er, at ”skuldrene skal ned, og de skal gøres bredere.” Det betyder, at dem vi taler med skal være trygge og føle sig kvalificerede, så de tør adresserede det, de gerne vil gå i dybden med. Derfor er vi også meget klare omkring, hvad der er, vi skal med samtalen, og hvordan vi griber den an.

De spørgetekniske greb er helt centrale. På den måde kan vi undgå de hurtige automatsvar, som de fleste af os nemt bruger. Et andet fokus er på os selv som vejledere, og hvor gode er vi til at afstemme os til den, vi er i samtale med. 

3. De gode ting tager tid

Når en ny vejledningspraksis sættes i gang, bliver det ofte undervurderet, hvor lang tid det egentlig tager. Ser vi på for eksempel en kommune, hvor vi har drevet de her processer to år, så er det først på tredjeåret, at deltagerne selv så småt begynder turde dagsordensætte noget af det, de synes er svært.

I de projekter, vi er med, i arbejder vi meget tæt med pædagogisk ledelse, forvaltning og skoleledere, for det er meget vigtigt, at vi alle sammen har en opmærksomhed på det, der sker. Vi arbejder meget med, at vi skal blive ved med at gøre det samme i rigtig lang tid.

Hvis den nye vejledningskultur skal blive succesfuld, så skal vi gøre det i årevis. Det nytter ikke noget med et enkelt besøg, hvor man skal arbejde med alle udfordringerne.

Resultatet af den her udvikling er, at for eksempel lærerne bliver mere afklarede omkring, hvad det er de vil, og hvad deres intentioner er. De står med bredere skuldre rent fagligt, og det gør en forskel for eleverne.

I sidste ende handler det hele jo om, at eleverne skal trives og lære så meget som muligt, så godt som muligt.