Gå til hovedindhold

Alvorlig mangel på nye studerende til sygeplejerske-, pædagog- og læreruddannelsen

2457 nye studerende er på vej til Absalon efter sommerferien - det er resultatet efter ansøgerne på kvote 1 og kvote 2 fik svar klokken 00:01 natten til torsdag. Desværre tegner der sig et kritisk billede af optaget på velfærdsuddannelserne.

Sygeplejerske optag

Præcis klokken 00:01 natten til torsdag fik de mange kommende studerende besked på, om de var optaget på den uddannelse, de har søgt. 2457 fik en glædelig besked i deres E-boks fra Absalon:

“Det er altid en særlig dag, hvor mange drømme går i opfyldelse for de håbefulde kommende studerende. I Absalon er vi altid glade for at kunne byde de nye studerende velkommen”, siger direktør for Absalon, Daniel Bojsen.

Sidste år blev 2.721 optaget til en uddannelse hos Absalon. I år er tallet en del lavere, et fald på 10 procent:

“Vi glæder os over, at vi kan fylde alle studiepladserne på vores to nye uddannelser til jordemoder og radiograf, men vi må samtidig pege på på den alvorlige krise, som velfærdsuddannelserne er i. Vi kommer til at uddanne færre studerende end der er behov for, på sygeplejerske-, pædagog- og læreruddannelsen. Tallene ligger i den grad op til handling, hvis vi skal sikre vores velfærdssamfund fremadrettet”, siger Daniel Bojsen.

 

“Vi glæder os over, at vi kan fylde alle studiepladserne på vores to nye uddannelser til jordemoder og radiograf, men vi må samtidig pege på på den alvorlige krise, som velfærdsuddannelserne er i. Vi kommer til at uddanne færre studerende end der er behov for, på sygeplejerske-, pædagog- og læreruddannelsen. Tallene ligger i den grad op til handling, hvis vi skal sikre vores velfærdssamfund fremadrettet”.
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

Velfærdsuddannelserne går alvorligt tilbage

Det lave antal optagne studerende rammer alle de fire store velfærdsuddannelser: Sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver. Tendensen har været tydelig i flere år, men i år rammer tallene nærmest katastrofeniveau, særligt sygeplejeskeuddannelsen:

“Det er nærmest katastrofale tal for optagne vi har fået på de fire velfærdsuddannelser. Lærer og pædagoger er faldet med henholdsvis 6 og 11 procent. Men værst er det for sygeplejerskeuddannelsen hvor faldet har ramt hele 15 procent. Vi har små årgange, og de kommende studerende har mange valgmuligheder - men det ændrer ikke på, at vi må se i øjnene, at der skal gøres noget nu og her, hvis vi skal sikre pleje i fremtiden på vores sygehuse, hænder til at passe vores børn og lærere til at undervise de kommende generationer. Det er meget alvorligt, at så få har valgt en af disse uddannelser”, siger Daniel Bojsen.

Det er et problem, som ikke kan løses af Absalon alene:

“Vi har vidst længe, at det gik den forkerte vej. Danske professionshøjskoler fik lavet en undersøgelse sidste år, som tydeligt viser at vi kommer til at mangle flere tusinde hænder på vores velfærdsområde, hvis ikke der bliver gjort noget. Absalon vil gerne gør alt hvad vi kan - men dette kræver at alle gældende aktører gør en kæmpe indsats. Først og fremmest er det vigtigt, at erkende problemet - som vi nu kan se sort på hvidt. Derefter skal der tænkes i løsninger på alle de områder der kan sikre vores fremtidige velfærdssamfund”, siger Daniel Bojsen.

 

 

“Det er nærmest katastrofale tal for optagne vi har fået på de fire velfærdsuddannelser. Lærer og pædagoger er faldet med henholdsvis 6 og 11 procent. Men værst er det for sygeplejerskeuddannelsen hvor faldet har ramt hele 15 procent".
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

Fuldt hus på jordemoder og radiograf

I år har Absalon åbnet  to nye uddannelser, radiograf i Næstved og jordemoder i Slagelse. Særligt jordemoderuddannelsen har virkelig kommet godt fra start med fuldt hold og flere på stand by:

“Vi kunne se allerede ved ansøgningsfristen 5. juli, at vi har fået mange flere ansøgere end vi har pladser, og det er godt, for Region Sjælland mangler virkelig jordemødre. Det er altid spændende at se, om en ny uddannelse kan trække ansøgere allerede første år, men her er forventningerne i den grad indfriet med det flotte optag. Det samme gælder for vores nye radiografuddannelse i Næstved, som også har fyldt holdet helt op fra start”, siger Daniel Bojsen.

Gennemsnittet for at komme ind på jordemoderuddannelsen under kvote 1 er endt på 10,1.

 

“Vi kunne se allerede ved ansøgningsfristen 5. juli, at vi har fået mange flere ansøgere end vi har pladser, og det er godt, for Region Sjælland mangler virkelig jordemødre".
Daniel Bojsen
Direktør for Sundhed, Social og Engineering

Diplomingeniøruddannelserne tiltrækker stadig flere studerende

Det er første studieår med det nye campus i Kalundborg, og tidligere i år åbnede ligeledes Helix Lab. Succesen for uddannelserne fortsætter stadig. Den nyeste uddannelse, diplomingeniør i maskinteknologi fordobler næsten optaget med en stigning på 76 procent, mens diplomuddannelsen i bioteknologi optager næsten 20 procent flere studerende i år i forhold til sidste år:

“Vi er stadig i gang med at udvikle vores uddannelser i Kalundborg og gøre dem attraktive med nyt campus og det særlige samarbejde med industrien og det nyetablerede Helix Lab”, siger Daniel Bojsen. 

Stadig ledige pladser

For ansøgere, der ikke kom ind på deres første prioritet, er der stadig ledige pladser at søge hos Absalon med studiestart 1. september. Det gælder læreruddannelsen, uddannelserne til diplomingeniør i bioteknologi og maskinteknologi, pædagog, ergoterapeut, sygeplejerske, ernæring og sundhed samt uddannelsen til administrationsbachelor.

Ansøgningsfrist er den 8. august for Kvote 2-ansøgere. For kvote 1-ansøgere er fristen den 18. august.

Enkelte uddannelser tilbyder desuden Online Åbent Hus med en uddannelsesleder, og dertil er man altid velkommen til at kontakte Absalons optagelsesteam for spørgsmål.