Gå til hovedindhold

Børnehavebørn fik sig en eventyrlig oplevelse

Torsdag d. 29. februar summede Campus Roskilde ekstra meget af liv. Pædagogstuderende fra 2. semester havde nemlig inviteret mere end 100 lokale børnehavebørn til Store Legedag.

Inspireret af H. C. Andersens eventyr havde de studerende forberedt inspirerende legeværksteder, hvor børn, pædagoger og studerende kunne samskabe legende aktiviteter.

Målet med dagen var, udover at give børnene en eventyrlig oplevelse, at de studerende fik praktisk erfaring med at tilrettelægge, gennemføre og evaluere pædagogiske aktiviteter med legen som omdrejningspunkt.

For pædagoger er legen nemlig ikke bare leg. Legen rummer faglige greb og muligheder for at understøtte trivsel, udvikling og læring.

For de studerende var der både før og under Store Legedag meget, der skulle afstemmes og koordineres, og de blev undervejs udfordret i at samarbejde og afprøve nye roller.

Med afsæt i 1-2 eventyr havde de studerende i hold udviklet og klargjort legeværksteder. Og da dem, det hele handlede om – børnehavebørnene – ankom, stod de vordende pædagoger klar med ansigtsmaling og tog imod i øjenhøjde og guidede de små legekammerater gennem hele dagen.

Inden den grundige evaluering, som foregik efter, at de små hovedpersoner tog hjem, fik en lille håndfuld af de studerende sat ord på deres umiddelbare indtryk fra dagen, og de var alle meget positive:

”I denne uge har vi fået testet vores pædagogiske evner. Vi har skullet gå på kompromis og finde løsninger.”

”Det er sjovt det her, det er fedt at prøve det i praksis.”

”Vi har ikke lært ny teori på dette modul, men vi har skullet omsætte alt det, vi har lært det første år, så vi kan komme i øjenhøjde med børnene.”

”Vi er blevet bedre til at samarbejde og finde på 'on the fly'.”

Og da børnene som afslutning på dagen blev spurgt om, hvordan det havde været, svarede de i kor: ”Sjoooooovt”.