Egne skoleoplevelser formede lærerdrømmen
20-årige Alexander Livoni fra Køge er studerende på 1. semester af læreruddannelsen på Absalon i Roskilde. Allerede fra 7. klasse vidste han, at han ville være lærer. Den beslutning blev truffet på grund af to lærere, der hjalp og så Alexander efter nogle svære første år i folkeskolen.

”Jeg havde det svært med koncentrationen og blev ofte placeret bagerst i klassen. Det var to lærere, der virkelig så mig og gjorde en indsats for at ændre min situation. De satte mig op foran og fik flyttet mit fokus. Deres personlige engagement gjorde en enorm forskel, og jeg er stadig i kontakt med dem i dag. Det inspirerede mig til selv at blive den type lærer, der gør en forskel,” fortæller Alexander.
Praktik fra 1. semester giver erfaring fra start
En af de ting, Alexander sætter mest pris på ved læreruddannelsen, er kombinationen af teori og praksis. Fra første semester har han været i praktik en dag om ugen på Højelse Skole nær Køge, og i januar venter 4 ugers sammenhængende praktik på den samme skole.

Et af de elementer, Alexander og hans medstuderende arbejder med i forberedelsen af undervisningsforløbet er at lave en brevkasse, hvor eleverne ved start af forløbet afleverer deres personlige opfattelse og bud på hvad de forbinder med ungdom og identitet, og når forløbet er slut laver de tilsvarende en brevkasse, for at se, hvordan svarene har rykket sig efter at have dykket ned i emnet sammen i klassen.
Praktikken har ikke kun hjulpet Alexander med at udvikle sin faglighed, men har også styrket hans selvtillid.
”Jeg har altid været lidt nervøs for at stå foran andre, men det har jeg overvundet gennem praktikken. I starten var det grænseoverskridende, men nu er jeg helt tryg ved at stå foran en klasse. Det er en personlig sejr for mig,” siger han.
Teori i praksis: En dynamisk uddannelse
En af de ting, Alexander fremhæver ved uddannelsen, er den tætte sammenhæng mellem teori og praksis, når man løbende har teori og lærer på Absalon samtidig med at man ugentligt har mulighed for at prøve teorien af i klasserummet.
”For eksempel lærte vi om ‘cooperative learning’ på studiet, og jeg kunne straks afprøve det i min praktik. Det gav mig mulighed for at se, hvad der fungerede, og hvordan jeg kunne forbedre det. Det giver en virkelig dynamisk læringsproces, hvor man ikke kun lærer teorien, men også får den under huden ved at handle på den med det samme og hurtigt kan vende hvad der virkede eller var svært med sine medstuderende og undervisere hjemme på campus,” siger han.
At spotte potentiale i andre
Med sine egne erfaringer i bagagen er Alexander hurtigt blevet opmærksom på elever, der kan have det svært.
”Jeg kan nemt genkende de mønstre, jeg selv havde som elev, da jeg gik i skole, og dermed kan jeg måske også hurtigere være med til at spotte potentialet i at finde en vej sammen. Jeg blandt andet prøvet at lave fællesskabsøvelser og argumentationsøvelser, som virkelig engagerer klassen, og det er virkelig fedt at opleve, hvad det kan gøre i klassen også som helhed. Min praktiklærer, der har undervist i 30 år, roste mig fx for at skabe en øvelse, der fik selv de mest stille elever på banen. Det betyder meget for mig at kunne skabe et inkluderende miljø for alle,” fortæller Alexander Livoni.

Overvejer du læreruddannelsen?
Kan du lide at arbejde med børn og unge, og vil du gøre en positiv forskel i deres udvikling?
Du kan starte på læreruddannelsen 1. februar eller 1. september, og du kan læse til lærer i Vordingborg eller Roskilde.
Uddannelsen består af ét obligatorisk fag (dansk, matematik eller engelsk) og to valgfrie undervisningsfag.
Du kan stadig nå at søge med start i februar 2025.