Forskere bag nationalt kulturprojekt gør status: ”Legen er en arena, hvor man kan prøve sig selv af, spejle sig og finde på nyt – ligesom i kunsten”

I billedskolen ved Rønnebæksholm udenfor Næstved hænger en gigantisk ”hulahop-portal”. Her har alle børnehaver i kommunen i foråret 2023 arbejdet med at udvikle ”forvandlingsknapper” af gips og stoftryk i samarbejde med pædagoger og kunstnere.  

”Børnene kan kravle igennem portalen, trykke på knapperne og på den anden side af portalen, har de forvandlet sig til … ja, her er kun fantasien, der sætter grænser,” fortæller Thomas Thorsen. Han er lektor ved pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen Absalon, hvor han underviser i æstetik, musik og didaktik.  

Han er desuden regional koordinator og medforsker på det nu afsluttede nationale kulturprojekt ’LegeKunst’, som brobygningsprojektet ”Hulahop-portaler” fra Næstved har været en del af.      

En fælles reference 
Børnene fra Næstved kommune har løbende besøgt billedskolen Rønnebæksholm med hver deres børnehave. Med tiden er det blevet til en gigantisk portal bestående af en hulahopring omkranset af intet mindre end 450 forvandlingsknapper, som børnene har lavet to og to. 

Da børnene i april måned 2023 overgik fra børnehavelivet til opstart i Førskole (tidlig SFO), så fortsatte besøgene. Selvom sammensætningen af børnene i de grupper, de besøgte kunsthallen og installationen med, nu var nye og pædagogerne nogle andre, så var projektet det samme, og legen fortsatte. Børnene havde alle arbejdet med at udvikle det projekt, som de nu stod foran i kunsthallen. Portalen og knapperne var en fælles reference.  

”Projektet handler om at skabe fortællinger og narrativer og indgå i æstetiske processer. Selvom alle 900 børn har gjort noget forskelligt, så havde de en fælles oplevelse af at have gjort noget sammen. Portalen blev et fælles tredje. Det har været fantastisk at se, hvordan børnene sammen har skabt en fælles fortælling ud fra hinandens fortællinger. Med tiden smelter deres oplevelser og fortællinger sammen,” fortæller Thomas Thorsen.  

Portalen og knapperne, som børnene i Næstved kommune har arbejdet på i overgangen mellem børnehave og skole, er det største af flere hundrede projekter rundt om i landet under projektet ’LegeKunst’. Med 27,3 mio. kr. i ryggen fra Nordea-fonden er ’LegeKunst’ ét af Danmarks største enkeltstående børnekulturprojekter. 

Formålet har fra start til slut været at undersøge, hvilken betydning kunst og kultur har for børns leg og dannelse, og hvordan mødet mellem pædagoger, kunstnere og børn kan give nye idéer til en hverdag med kunst og kultur i dagtilbud. Ud over samarbejder mellem kunstnere og daginstitutioner indgår forskning også i ’LegeKunst’, hvor forskere fra pædagoguddannelser i hele landet har undersøgt, hvordan kunst og kultur kan fremme leg, dannelse og nye fællesskaber. 

De fleste af os har et billede af, hvad det vil sige at lege. Begrebet dannelse derimod har nok brug for en introduktion. I ‘LegeKunst’ arbejder man med, at dannelse grundlæggende handler om “at blive menneske gennem andre”, som det står beskrevet på projektets hjemmeside. At blive menneske handler med projektets ord om at “ændre sin måde at forholde sig til sig selv, andre mennesker og verden på.” Dannelse sker med projektets ord, når man som barn er parat til at åbne sig for verden og er klar til at opleve, at verden er større. 

Børnenes leg som drivkraft 
’LegeKunst’ er på samme tid ét landsdækkende projekt, men har i praksis fungeret som en lang række mindre projekter i de 24 deltagende kommuner. I daginstitutionen Villa Kulla i Holbæk har ’LegeKunst’ betydet skabelsen af en historie om at være lille og stor, som er blevet til et teaterstykke med sang, musik og scenografi. I Hanstholm Naturvuggestue har man skabt en musikskov, hvor børnene spiller på instrumenter, som de selv har lavet. I børnehuset Mariakringlen i Helsingør arbejdes der med farver, trykprocesser og gips.    

Projekterne er mange og forskellige, men fælles er at leg, dannelse, kunst, æstetiske processer og samskabelse er kernebegreberne i ’LegeKunst’. Børnenes leg er især den gennemgående drivkraft, og projekterne er udsprunget af en undren hos børnene, som personalet og kunstnerne har grebet. For de voksne må gerne være med og også sætte rammerne, forklarer Thomas Thorsen. Men de må ikke bestemme og være dominerende. Man skal være samskabende i legen på tværs af alder og rolle. 

”I arbejdet med teater i Holbæk har børnene fundet frem til, hvilke dyr de skulle være – bl.a. elefanter, hunde og frøer. Men hvordan er man en frø? Det har de improviseret over. Det udviklede sig til en sang om frøer, som resulterede i, at der skulle være en sø på scenen. Sangen fik påvirkning på scenografien. De legede sig frem til det hele. Man flytter sig sammen på frivillig basis,” forklarer Thomas Thorsen.  

Processen med legen som drivkraft har været styrende i ’Legekunst. Men både børn og pædagoger synes også at slutproduktet havde værdi, understreger han. Det har ikke været afgørende, men alligevel vigtigt. 

Hvis vi vender tilbage til forvandlingsknapper og den gigantiske portal af hulahopringe i Næstved, så er det tydeligt, at produktet har en vigtig rolle. Børnene taler om at springe gennem portalerne sammen. De har besøgt portalen med deres forældre, og de har fortalt om det, de udviklede sig til på den anden side af den fysiske portal.  

”Materialiteten er en del af genkendeligheden, og børnene fandt hinanden i det. Proces og produkt havde en forbindelse, som var tydelig.” 

Leg er en kulturel aktivitet  
De fleste forældre har nok drukket mudrede kopper kaffe tilberedt i sandkassen, sunget spontant opståede sange, som hverken forældre eller barn kunne teksten på, og leget far-mor-og-børn, mens man skiftevis har undret og bekymret sig over, hvorfor lege-familiens mor altid skal være den skrappe.  

”Det er helt normalt,” understreger Merete Cornét Sørensen. Hun har arbejdet på Professionshøjskolen Absalon i snart 28 år, senest som docent i Center for Pædagogik, hvor hun har været forskningsleder på ’LegeKunst’. 

I ’LegeKunst’ har det været tilgangen, at der er en grundlæggende sammenhæng mellem kunst og leg. Sammenhængen ligger i formsproget. Børn udtrykker sig gennem leg, og det er de samme redskaber, der bruges i kunsten:  

”Når et barn leger heks, løve eller mor og far, så er det ofte det samme formsprog, som skuespillere bruger. Der bliver brugt rekvisitter og replikker begge steder. Børnene leger ikke deres egen mor, men den kulturelle forståelse af, hvad en mor er. Børnene skaber legens magiske univers og kunstnerne teaterkunst. I musikken er det det samme. Fx spontansang, når børn sidder på en gynge og synger i takt med gyngens bevægelse, så er det grundlæggende en musikalsk improvisation. Det er også et velkendt greb i fx jazz,” forklarer hun.   
 
Det er lige så naturligt for voksne at lege som for børn. Det er os voksne der fører legen ind i det lille barns univers, , vi tænker bare ikke over det, forklarer hun: 

”Vi leger fx titte-bøh med vores børn, når de ligger på puslebordet. Vi understøtter deres leg, når de serverer kaffekopper fra sandkassen, og vi spørger, om vi også må få et stykke kage. Vi læser bøger, ser Gurli Gris med dem og pædagogerne leger i børnehaven. Hvis børn har søskende, så opstår legen også i samspil med dem,” understreger hun.  På den måde er vi voksne med til at give børnene inspiration til deres leg. 

Ligesom med det sprog, vi taler med hinanden, så lærer vi at lege fra nogen, der kan det i forvejen, fortæller hun:   

"Alle vores sprog udvikler vi ved at være sammen med nogen, der kan det – og der ser vi en direkte parallel til legen, der blot er et andet sprog.” 

Ifølge Merete Cornét Sørensen er legen som formsprog vigtig for børn, da de kan bruge den til både at have det sjovt og samtidig som redskab til at bearbejde deres verden på. Den er på den måde også et tankeredskab. Legen giver børn en mulighed for at udvikle fantasi, kreativitet og sociale kompetencer.   

”Det fede ved kunsten er, at der ikke er noget facit – det er der jo fx i sproget, når børnene senere skal lære at læse og skrive. Kunsten giver også plads til, at børn med særlige behov får mulighed for at være med.” 

Bagsiden af legemedaljen 
I ’LegeKunst’ har der været fokus på den kollektive æstetiske praksis, hvor børnene laver nogle aktiviteter sammen med pædagoger og kunstnere. Det er altså ikke deres egen leg på legepladsen, der har været omdrejningspunktet, men derimod har det været et ønske at give impulser til deres leg og samtidig til pædagogernes praksis. 

Så hvis vi bare leger derudaf og sætter børnene fri, så er det slut med mistrivsel. Det vil være den nemme konklusion. Men så simpelt er det desværre ikke, forklarer Merete Cornét Sørensen: 

”Leg er komplekst og kan være anarkistisk. Leg kan udelukke, og der findes mange magtkampe i den frie leg, hvor dominerende børn udelukker andre. Det kan skabe mange problemer. Leg kan styrke empati – men hvis man lader den få frit løb, så hersker der en junglelov, der jo ikke fungerer.” 

I ’LegeKunst’ er pædagogerne med til at skabe rammerne, så alle børn kan læne sig tilbage i dem og være med. For hvis legen ikke er rammesat, så kan den have en bagside, da det jo netop er sit eget sprog og udtryksform, forklarer hun.   

”Man må huske på, at leg kan handle om både det gode og det onde. Det kan handle om at være onde og nedgøre og udelukke nogen, eller omvendt om godhed, venskab og fællesskab.  Indimellem kan det også være sundt at få lov til at eksperimentere med de voldsomme sider i en leg. Man kan lære empati, men også det modsatte. Men overordnet er leg vigtig for børnenes trivsel og udvikling, det er deres lystfulde måde at bearbejde og begribe, og deres primære sociale arena, men man skal ikke tro, at man kan afskaffe det pædagogiske personale og bare lade legen få frit løb.” 

Kunsten kan styrke pædagogikken 
De forskellige forskningsprojekter og forskerhold har fra projektets start afholdt årlige konferencer, hvor projekter og resultater er blevet vendt. Siden er der på Professionshøjskolen Absalon udgivet tre rapporter samt en række artikler og bogkapitler. For med et landsdækkende projekt fordelt over 24 kommuner og med fem professionshøjskoler og forskerhold tilknyttet, så er der ikke kun én konklusion. Men hvad har Thomas Thorsen og Merete Cornét Sørensen fra Professionshøjskolen Absalon taget med fra fire års forskning i samspillet mellem leg og kunst?  

”Det har sprunget i øjnene, hvordan man er lykkes med rent faktisk at få samarbejdet mellem børn, pædagoger og kunstnere til at lykkes og give mening, når alle bidrager på hver sin måde. Hvordan processerne kan gro, og hvordan der opstår en form for fællesskab. Det har været nyt og lærerigt for mig at få indblik i” fortæller Thomas Thorsen.  

I projektet har der ikke været fokus på at arbejde henimod forudbestemte læringsmål.  Det handler ikke om, at læring ikke er vigtigt, men i Legekunst har fokus været på de lærings og dannelsesprocesser der opstår i øjeblikket. Merete Cornét Sørensen forklarer, hvordan hun er blevet bekræftet i, hvordan de kunstneriske praksisser kan styrke det pædagogiske personale:  

”Vi står tilbage med et tydeligt billede af, at alle har lært noget af hinanden, og at det, vi hver især kan, er uerstatteligt. Det har ikke altid været helt nemt at få professionerne til at arbejde sammen. Kunstnerne kom ind udefra som eksperter på deres område, hvilket ind imellem fik pædagogerne til at underkende deres egen ekspertise. Den skude har vi skulle vende i fællesskab. Men vi har hele tiden haft børnene og deres ekspertise at læne os opad – at kunne lege.” 

Hun tilføjer, at hun håber, at resultaterne fra projektet kan finde vej ind på pædagoguddannelsen: 

”Uddannelsen er blevet mere teoretisk end tidligere. Udfordringen er, at pædagogerne skal kunne gå foran og inspirere vores børns lege og æstetiske processer – og for at kunne inspirere til leg og andre improvisatoriske praksisser, så skal pædagogerne selv kunne lege og gribe øjeblikket og det, der opstår med børnene." 

Hvis det ikke sker, så kan man risikere, at legen med det æstetiske bliver kontraproduktiv. Mange studerende fortæller om følelsen af at være blevet tvunget til at spille skolekomedie og optræde på en scene med forudbestemte replikker og derefter har hadet det for evigt, fortæller hun:

"Der var ikke plads til at improvisere eller lege og de var rædselsslagne for at lave fejl. Det er ikke den vej vi skal gå i uddannelsen – vi skal lægge vægt på legen og improvisationen og det at kunne skabe noget selv. Man kan ikke alene læse sig til at have kompetencer indenfor leg og æstetiske praksisser med børn og til at skabe det nødvendige nærvær i de øjeblikke, der opstår. Det er noget man skal lære på uddannelsen gennem øvelse sammen med andre.” 

Et af mantraerne i projektet har været, at leg er den ultimative øvebane for dannelse. Et rum, hvor man kan øve sig i at blive menneske og forholde sig til sig selv - i samspillet med andre.   

”Man kan eksperimentere, man kan lege, at man er en anden, og man kan gøre ting, som man ikke ville gøre som sig selv. Det er en platform, hvor man kan prøve sig selv af, spejle sig og finde på nyt,” afslutter Thomas Thorsen.