Forventningen om glade børn skaber mistrivsel

I mange år har der været fokus på, at voksne mennesker arbejder med deres følelser, når de er på arbejdspladsen, og der findes masser af studier, der viser, at de mennesker, der gør det, kan opleve stress og udbrændthed.

Men hvordan er det lige med børnene? 

Pædagogisk professionelle taler om en trivselskrise i skolen blandt elever, børn og unge – men hvordan kan cirklen brydes, så vi kan hjælpe børnene til at få bedre trivsel i skolen, og samtidig styrke de fællesskaber, som børnene er en del af i skolen?

Det er nogle af de spørgsmål, som Katrine Weiland Willaa har undersøgt i sin afhandling om børns følelsesarbejde med fokus på deres trivsel i skolen. Hun arbejder til daglig i forskningsenheden på Professionshøjskolen Absalon og underviser også på grunduddannelsen til lærer.

”I min afhandling var jeg meget interesseret i at finde ud af, hvordan børn havde det, og min motivation var, at børns trivsel var nedadgående. Jeg ville gerne kigge på, hvad er det, der er på spil, og derfor var jeg ude og se på en masse børns hverdagsliv. Der er det tydeligt, at de arbejder rigtig meget med deres følelser,” forklarer Katrine Weiland Willaa.

”I skolen bliver der sat krav til, hvad for nogle følelser, der er legitime, og hvad for nogle, der er illegitime. For eksempel er der et barn, der fortæller mig, at hun jo godt ved, at voksne bedst kan lide, når børn er glade. Og i løbet af de år, jeg følger hende, kan jeg se, at hun bruger meget tid på at smile. Hun ved godt, at man skal helst ikke være sur. Så det her med at børn er i en skole, hvor der bliver sat krav til, hvad for nogle følelser der er rigtige, det gør, at de følelsesmæssigt arbejder hele tiden.” 

Usynlig mistrivsel

Noget der kom frem i Katrine Weiland Willaas undersøgelser var, at børn er rigtig gode til at vise nogle følelser, som ikke er de følelser, de faktisk har. Det er en af pointerne i hendes afhandling, fortæller hun.

”Når børn er så gode til at arbejde med deres følelser, og til at give udtryk for nogle følelser, de ikke har, altså de smiler selvom de ikke er glade, så er det noget, der er med til at gøre mistrivsel usynligt.”

Spørgsmålet er så, hvordan den viden kan bruges. Skal vi ikke længere spørge ind til, hvordan børnene har det, og have mindre fokus på trivsel?

”Min afhandling viser, at vi har rigtig meget fokus på, at børn skal have det godt og på trivsel. Der er trivselstimer og trivselsundersøgelser og alt det er rigtigt godt. Men det gør samtidig, at børnene får en følelse af, at der er nogle følelser, der er mere legitime end andre – for eksempel, at de helst skal være glade,” siger Katrine Weiland Willaa.

”Så det er ikke fordi, der skal mindre fokus på trivsel, men der skal i stedet mere fokus på, at børn arbejder med deres følelser, og at der kan være mange ting på spil.”

Stort følelsesmæssigt pres

En ting, som Katrine Weiland Willaa oplevede under sine undersøgelser, var, at børnene er lynhurtige til at afkode de forventninger, der er til dem. 

”Det er for eksempel, at forventningen er, at man skal kunne lide at gå i skole. Altså man skal kunne lide dansk og matematik. Men så er der et barn, der siger til mig: ”Hvorfor skal jeg kunne lide det? Kan jeg ikke bare gøre det?” fortæller hun.

”Så vi skal måske have mere fokus på, at det ikke er en forkert følelse. Hvis man ikke elsker skolen, er det ikke forkert. For når børnene hele tiden skal vise, at de er glade, så er det faktisk rigtig hårdt. Så kommer der en konflikt i dem, som gør, at de kan mærke et rigtig stort følelsesmæssigt pres. Og i værste fald kan de så miste lidt fornemmelsen for, hvad de selv føler.”

En anden af pointerne i afhandlingen peger på, at det store fokus på det enkelte barn i skolen i stedet bør rettes mod fællesskaberne i skolen. 

”Med det individualiserede blik får barnet virkelig en oplevelse af, at det er barnets eget ansvar at kunne lide skolen. Der skal vi have mere fokus på de fællesskaber, børn er en del af,” siger Katrine Weiland Willaa.