Ingen læreruddannelse på Vallekilde Højskole
Der kommer ikke en læreruddannelse på Vallekilde Højskole. Det fælles ønske fra Professionshøjskolen Absalon og Vallekilde Højskole er desværre ikke realiserbart, lyder det fra parterne.
Godt et år efter ansøgningen blev godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet, må Vallekilde Højskole og Absalon erkende, at det ikke kan lykkes at oprette en læreruddannelse på højskolen. Begge parter er ærgerlige over, at projektet ikke kan lade sig gøre i praksis:
”Vi er en institution, der er nysgerrige på at finde nye veje til at løse de samfundsudfordringer, som vi står overfor. Derfor foreslog vi at oprette en læreruddannelse på Vallekilde Højskole, men nye veje lykkes ikke altid. De ambitioner vi havde for Nordvestsjælland, viste sig at være for svære at realisere, når vi skulle finde en løsning, der kunne rumme både to institutioner, to lovgivninger og to ressortområder. Vi synes, det var en spændende vision og vi har afsøgt alle muligheder, men desværre kan projektet ikke lade sig gøre,” siger Sami Stephan Boutaiba, direktør for Pædagogik og Ledelse hos Absalon.
Siden ansøgningen blev godkendt sidste år, har parterne afsøgt forskellige muligheder for at starte en læreruddannelse på Vallekilde Højskole.
”Den oprindelige idé er en vigtig samfundsopgave, som vi gerne ville bidrage til. Men jeg skal også sikre, at vi ikke kaster os ud i noget, der går ud over vores kerneopgave: højskolen og højskoleeleverne. Når visionen ramte virkeligheden, har jeg vurderet, at der var risiko for at vi ville spænde buen for hårdt med en læreruddannelse side om side med højskoleeleverne,” siger Torben Smidt Hansen, forstander på Vallekilde Højskole.
Både Absalon og Vallekilde har været glade for samarbejdet og for I fællesskab at have gjort forsøget:
”Det har været en spændende proces at se ind i hinandens verdener og lede efter muligheder. Det kan være den kontakt vi har opnået, kan blive til andre nyskabende idéer en gang i fremtiden,” siger Torben Smidt Hansen.