Gå til hovedindhold

Klinisk diætist med kokkebaggrund: Patientkontakten fik mig til at læse videre

Steffen Kronvold er nyuddannet klinisk diætist fra Absalon med 17 års erfaring i kost og ernæring.

Det, der startede som en deltidsstilling for at tjene lidt mere ved siden af jobbet som kok, udviklede sig med tiden til videreuddannelse, forskningsprojekter og en helt ny tilgang til det at arbejde med ernæring og sundhed for Steffen Kronvold.

Rehabiliteringscenteret Sano, der hovedsageligt tager sig af patienter med reumatologiske lidelser som gigt og fibromyalgi, men også tilbyder kurser til nydiagnosticerede med parkinsons, søgte en deltidsansat om aftenen i køkkenet, og Steffen Kronvold, der oprindeligt er uddannet kok, tog jobbet, da det var en god mulighed for at tjene lidt ekstra. Det skulle vise sig at han fik langt mere end lidt ekstra ind på kontoen:

”Jeg blev forelsket i at have kontakt til patienterne – det var et åbent køkken, så jeg stod og ’vejledte’ selvom jeg ikke havde den ernæringsmæssige viden som jeg har nu. Der blev spurgt ind til hvad der var godt at spise, hvordan maden var lavet og hvad patienterne selv kunne gøre når de kom hjem,” fortæller Steffen, der som kok ikke var vant til at have direkte kontakt med dem, der spiser maden.

”1-til-1 kontakten har man normalt ikke i et køkken, normalt er man jo gemt ude bagved i køkkenet. Det med at komme frem og formidle sin viden og kunnen, og bruge den til at hjælpe patienterne med at spise bedre og håndtere deres hverdag bedre, det er jeg enormt interesseret i.” 

Da Corona pandemien lukkede landet ned, tænkte han at tiden var til at gøre alvor af sin drøm om at læse videre. Steffen ville være klinisk diætist, for netop at kunne styrke sine kompetencer i patientkontakten.

Jo mere min viden voksede, jo mere undrede jeg mig også over, hvorfor vi ikke gjorde noget ift. denne gruppe af patienter. De reumatologiske patienter fik undervisning, hvorfor gjorde patienterne med Parkinsons ikke?
Steffen Kronvold
Klinisk diætist

Undren blev til forskningsprojekt

Mens Steffen studerede på Absalon, arbejdede han der stadig 20 timer om ugen på Sano, og mens han tilegnede sig mere og mere viden gennem sit studie, begyndte han også at se ting i sit arbejde, han ikke lagde mærke til tidligere. Især fangede parkinsonpatienterne hans opmærksomhed, da de skilte sig ud fra de andre patienter:

”Parkinsons kan medføre en række fysiologiske symptomer, som påvirker ernæringsindtaget – forstoppelse, synkebesvær, nedsat appetit samt overskud til at tilberede og spise mad, men der blev ikke undervist i det, og der findes meget lidt forskning i det. Jo mere min viden voksede, jo mere undrede jeg mig også over, hvorfor vi ikke gjorde noget ift. denne gruppe af patienter. De reumatologiske patienter fik undervisning, hvorfor gjorde patienterne med Parkinsons ikke?” forklarer Steffen, der derfor arbejdede videre med den undren i sit bachelorprojekt.

Sammen med en medstuderende undersøgte Steffen parkinsonpatienternes ”ernæringsstatus” og de fandt frem til, at næsten 23% af dem var underernærede. 

Patienter efterspørger undervisningen

Efter Steffen blev færdig på Absalon, har han fortsat sit job hos Sano, nu som køkkenchef og klinisk diætist, men han fortsatte også sit arbejde med at undersøge hvordan vi kan hjælpe parkinsonpatienterne i samarbejde med en praktikant fra Absalon:

”Ikke alene efterspørger de selv undervisningen. I forskningsprojektet fandt vi også ud af, at næsten 90% af dem vi interviewede, havde et af de symptomer, som kan påvirke ernæringen, men ikke den nødvendige viden om hvad de kan gøre ved dem, eller hvem der kan hjælpe dem.” 

Derfor har Steffen nu udviklet kostundervisning til patienterne, som han netop har præsenteret for sine kollegaer.

Det vigtigste er stadig er gøre en forskel for den enkelte

Steffen arbejder nu både som køkkenchef og klinisk diætist, og ude i horisonten kan der meget vel også vente flere forskningsprojekter. Men det er stadig den enkelte patient som det hele handler om i sidste ende:

”Vi havde en patient som kun havde en hel A4-side med hvad hun kunne tåle pga. en stor spredning af allergier, som samtidig skulle tage på. Spørgsmålet var så: Hvordan gør vi det?”

Gennem samtaler med hende og køkkenet, fandt de flere krydderier hun kan tåle, og de implementerede flere bælgfrugter og æg, for at få mere protein ind i kosten. Og på 4 uger lykkedes det at skabe en vægtøgning hos patienten.

”Hun blev simpelthen så glad, for hun havde faktisk givet op. Hun troede ikke hun kunne. Men vi fik flyttet hende til at hun ville gå hjem og prøve det af, fordi hun kunne se at det godt kunne lade sig gøre og at hun fik mere energi af det. Det var netop det jeg satte ud for at opnå: Hvordan kan jeg bruge min viden om mad til at give patienter en vejledning, der kan gøre en forskel i deres dagligdag?”