Mellemformer: En eksperimenterende tilgang til praksis

Når man arbejder med mellemformer i folkeskolen, handler det om tilgangen til den didaktiske udvikling, hvor to pædagogisk professionelle arbejder sammen i et undervisningsrum. 

Det forklarer Jonas McAlpine, der er lektor på Center for Skole og Læring på Absalon. Han har gennem en årrække arbejdet med mellemformer, og hvordan co-teaching som mellemform kan styrke undervisningens læringspotentiale.

Jonas McAlpine har især fordybet sig i co-teaching som mellemform, hvor der arbejdes med den samlede gruppe af elever, og der altså ikke arbejdes i mindre grupper. Intentionen er, at alle elever – både dem som er i udsatte positioner, og dem som er i mindre udsatte positioner – får udbytte af undervisningen.

”Det centrale i arbejdet med mellemformer er, at man tilbyder en form for struktur, man kan arbejde indenfor, som skaber refleksion over praksis. Det er altså det meget praksisnære udviklingsperspektiv, der er i fokus,” siger Jonas McAlpine.

”Man udvikler på den praksis, man er i til hverdag, og på den måde bliver det meget konkret. Det tilbyder også en eksperimenterende tilgang i den praksis, man har i sin hverdag, og det er mange gange det, der gør forskellen, oplever jeg.”

Kræver grundig struktur

Ifølge Jonas McAlpine er det et vilkår for arbejdet med mellemformer og co-teaching, at deltagerne forpligter sig, når de går i gang med samarbejdet.

”Det handler om den måde, man organiserer sig på, for det kræver en grundig form for struktur, når man er to professionelle, der skal arbejde sammen. Men det kræver også en ledelse, der bakker det op og i det hele taget en opmærksomhed på, at man skal prioritere co-teaching rundt omkring på skolerne.”

Han fortæller, at det netop er fraværet af forpligtelse, der får mange til at droppe arbejdet med co-teaching.

”Det kan være en skrøbelig struktur, som kræver støtte for at kunne fastholde systematikken, som er så stor en kvalitet i det her arbejde.”

En grundig game plan

Til brug i praksis har Absalon udarbejdet en struktur, som etablerer rammer for den kollegiale sparring og refleksion, som sker både i og uden for undervisningsrummet – mellem kolleger og ledelse. 

”Det gøres blandt andet gennem nogle strukturerede planlægningsmøder, hvor man får vendt, hvad det er, man har for tanker og hvilke udfordringer, der skal arbejdes med,” forklarer Jonas McAlpine.

”Og også undervejs, imens der foregår co-teaching, hvor man observerer det, der sker, og har refleksionssamtaler efterfølgende. Det er vigtigt at have en grundig game-plan, for det kan være svært for skolerne selv at organisere og fastholde det.”

Derfor er det vigtigt at inddrage både ledelsen og relevante kollegaer i den løbende planlægning og evaluering, så der kommer forskellige perspektiver ind, der er med til at kvalificere co-teachingen og samtidig gøre det til et fælles skoleudviklingstiltag. 

Vigtigt med afklaring

Jonas McAlpine understreger, at afklaringsfasen er vigtig, inden man går i gang med arbejdet med mellemformer.

”Afklaringen er vigtig at prioritere, for nogle gange kan co-teachingen falde sammen, fordi man ikke har den samme form for forpligtelse overfor det. Eller man har måske ikke oplevetm, at co-teaching er blevet støttet tilstrækkeligt, eller man har ikke vidst, hvad formålet var med co-teaching,” forklarer han.

”Derfor skal vi være helt tydelige omkring forventningerne, og hvad vi gerne vil gøre noget ved gennem co-teaching. Det er et væsentligt første skridt.”