Gå til hovedindhold

Ministerbesøg i Kalundborg: Egelund inspireret af samarbejde

Tidligere på ugen besøgte Uddannelses- og Forskningsminister, Christina Egelund, Campus Kalundborg, Helix Lab og Novo Nordisk i Kalundborg for blandt andet at blive klogere på relationen mellem industri og uddannelser i byen.

Christina Egelund i Helix Lab

Foto: Nanna Uhrbrand Blume

Samarbejde er nøgleordet, når man taler om den rivende udvikling, som Kalundborg befinder sig midt i. For uden samarbejde kunne man på under et årti ikke lykkes med at oprette flere nye lokale uddannelser i Kalundborg og tiltrække studerende til disse fra både ind- og udland.

Sådan lød det fra Michael Hallgren, produktionsdirektør hos Novo Nordisk i Kalundborg, da han mandag talte foran uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i Helix Lab i Kalundborg.

Besøg på Absalon
Udover Helix Lab besøgte Christina Egelund også Novo Nordisk og Absalons Campus i Kalundborg, hvor hun mødte flere af de studerende.

Her kunne Mikael Hallgren også fortælle om den indsats, det har krævet at fastholde arbejdskraft og understøtte udviklingen i Kalundborg. I den forbindelse har man bl.a. skabt Rekrutteringsalliancen, og da Absalon i 2016 fik tilladelse til at oprette diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi i Kalundborg gik det for alvor stærkt. Snart kom flere uddannelser til, og det samme gjorde de studerende – fra hele verden.

En begejstret minister
Netop samarbejdet om at tiltrække og fastholde studerende var ministeren meget interesseret i – og her var samarbejde igen en del af svaret:

”Erhvervslivet ville ikke selv kunne løfte den opgave, men uddannelsesinstitutionerne har et netværk, som vi kan trække på,” fortalte Michael Hallgren. Det var en begejstret minister, der tog fra Kalundborg i mandags:

Det, at man har formået for en årrække siden at identificere et problem og så er gået sammen på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommune og fundet en fælles løsning, er inspirerende
Christina Egelund
Uddannelses- og Forskningsminister, Moderaterne

Her understregede hun også, at resten af Danmark kan lære meget af Kalundborg, når det kommer til samarbejde. Ministeren bed især mærke i, at 70 procent af de lokalt uddannede efterfølgende får arbejde ved en virksomhed i Kalundborg.

”Det er en højere fastholdelsesprocent end på landsplan.”

Citater fra ministeren kommer fra Sjællandske Medier.

 

Læs mere om ministerens besøg i Kalundborg her:

Børsen: https://borsen.dk/nyheder/samfund/novo-nordisk-vil-have-flere-studerende-til-kalundborg?b_source=pleasure&b_medium=row_8&b_campaign=news_3

Sjællandske Medier: https://www.sn.dk/kalundborg-kommune/minister-resten-af-danmark-kan-hente-inspiration-i-kalundborg/

TV Kalundborg: https://tv-kalundborg.dk/nyheder/minister-blev-klogere-pa-industrien-og-uddannelserne-i-kalundborg/

Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/besoeg-paa-novo-nordisks-fabrik-inspirerede-egelund-til-en-ny-type-uddannelse