Gå til hovedindhold

Nervepirrende dage: et tværfagligt arrangement der bygger bro mellem uddannelser

I sidste uge fik Absalon besøg af gymnasieelever fra Næstved Gymnasium til et anderledes brobygningsarrangement: Nervepirrende dage. Gennem to spændende og interaktive dage fik gymnasieeleverne indblik i forskellige uddannelser, og hvordan de hver især arbejder med nervesystemet.

Studerende

På besøget kom gymnasieeleverne rundt til workshops med forskellige uddannelser, der alle gav indblik i, hvilke roller nervesystemet spiller i deres fagområde.

”Det har været rigtig sjovt at være med. At lære om uddannelserne og emnerne gennem aktiviteter har været meget bedre, end hvis vi skulle have sidde stille og høre oplæg. Det er også meget lettere at forstå det sådan her,” fortæller Yohannes, der går i 3.g på Næstved Gymnasium.


Workshops med fokus på nervesystemet

Dagen var fyldt med praktiske aktiviteter, hvor eleverne fik indblik i forskellige uddannelser.

Hos ergoterapeuterne blev der talt om sanserne, hvor særligt følesansen og kropsligheden kom i spil - endda i et ræs på gangene. Radiograferne åbnede døren for MR-scanneren, og lukkede så hurtigt døren igen, da håndteringen af klaustrofobi hos patienterne var i fokus.

Fysioterapeuterne testede elevernes styrke, reflekser og koordinationsevner, og viste hvordan elektriske signaler kan bruges til at aktivere musklerne. Det var en oplevelse, der overraskede de fleste. Pulsen kom op og ned hos sygeplejerskerne, hvor de med isterninger og elastikker skulle teste påvirkningen af kroppen.

Og endelig måtte nogle af eleverne bogstaveligtalt bløde for videnskaben, da bioanalytikerne gjorde eleverne klogere på blodsukkerets indflydelse på nervesystemet.


Brobygning og nye muligheder på Absalon

Med aktiviteter som disse arbejder Absalon målrettet på at åbne dørene for nysgerrige unge, der måske endnu ikke har fundet deres fremtidige studieretning. Arrangementer som Nervepirrende dage giver dem mulighed for at udforske forskellige fag.

For mange af eleverne var Nervepirrende dage en øjenåbner. Yohannes, som deltog i arrangementet, havde et begrænset kendskab til Absalon før besøget. ”Jeg troede kun, man kunne uddanne sig til lærer, pædagog og sygeplejerske på Absalon, men jeg har nu fundet ud af, at der er flere muligheder,” fortæller han.

Efter besøget overvejer Yohannes at undersøge fysioterapeutuddannelsen nærmere.

 

Studerende
Studerende
Studerende
Studerende