Gå til hovedindhold

Nyt tiltag giver sygeplejerskestuderende realistisk træning

75 sygeplejerskestuderende fra Absalon har i denne uge deltaget i Kreative uger på Klinisk Kompetence Center på Slagelse Sygehus. Målet er at styrke de studerendes forskellige færdigheder og ruste dem bedre til både praktik og job.

Kreative dage

På en hospitalsstue lægger en studerende kateter på en mandlig ”patient”, på en anden stue trænes der i at sætte drop og på en tredje simuleres en psykose bag VR-briller med stemmer og uhyggelige skygger, der overdøver den information patienten er ved at få.

Det er både skræmmende og frustrerende at opleve en psykose på egen krop – men også lærerigt, lyder det fra flere af de studerende.

De deltager alle i Kreative uger, som er et nyt tiltag for sygeplejerskestuderende, der går på 5. semester på Professionshøjskolen Absalon.

Kreative uger er blevet til i et samarbejde mellem Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse, Professionshøjskolen Absalon, Psykiatrien i Region Sjælland og Sorø, Ringsted og Slagelse Kommuner.

Øvelserne foregår i Klinisk Kompetence Center på Slagelse Sygehus, som er indrettet som et rigtigt sygehus med stuer, senge og udstyr.

 

Kreative dage 2

Behandling på tværs af sygehus, psykiatri og kommune

Udover træning i færdigheder har de studerende været til en række oplæg. Et af dem var med socialsygeplejerske Suss B. Nielsen. Hun er blandt andet ansat til at støtte misbrugere og andre socialt udsatte patienter i mødet med sundhedsvæsnet. Hun arbejder altså på tværs af psykiatri, kommune og sygehus.

Hun arbejder med fokus på tværsektorielt samarbejde med brobygning fra sygehus og psykiatri til relevant kommunes tilbud for at sikre socialt udsatte patienter lige adgang til sundhed og tilbud.

Og det har været lidt af en øjenåbner for sygeplejerskestuderende 23-årige Therese Torp:

-Jeg vidste ikke, at der fandtes en socialsygeplejerske, men det er rart at vide, hvis man står i en svær situation, siger hun.

Og netop samarbejde er kodeordet for fremtidens sygeplejersker, fortæller uddannelseskonsulent hos Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, Lisbeth Trebbien:

- Fordi mange sygeplejersker på Regionens sygehuse arbejder tæt sammen med kommuner og psykiatri, så ønsker vi med kreative uger at skabe en større bevidsthed om samarbejdet mellem faggrupperne overfor de studerende, siger Lisbeth Trebbien og tilføjer:

- Samtidig er det vigtigt, at de studerende får trænet deres sygeplejekompetencer i trygge rammer, og at vi ruster dem til faget inden de kommer ud på sygehusene.

"Jeg vidste ikke, at der fandtes en socialsygeplejerske, men det er rart at vide, hvis man står i en svær situation".
Therese Torp
Sygeplejestuderende

Hashbriller og VR-briller giver indsigt i misbrug og psykose

Et af de steder, hvor det tværfaglige samarbejde er vigtigt, er når psykiatriske patienter møder sygehuset. Og det er der stor sandsynlighed for.

En del patienter i psykiatrien har også somatiske lidelser og kan ligesom alle andre kan blive ramt af blindtarmsbetændelse og brækkede knogler. Og her er det vigtigt, at de kommende sygeplejersker kan sætte sig i patienternes sted, når de møder den, fortæller Anja Nergaard, der er uddannelseskonsulent og projektleder i Psykiatrien Region Sjælland.

Derfor har de sygeplejestuderende blandt andet prøvet VR-briller under kreative uger:

- Vores VR-briller kan give de sygeplejestuderende et indblik i, hvordan det føles, når man hører stemmer og har synsforstyrrelser som når man har en psykose. Vi træner også løbende uddannet sundhedspersonale med udstyret og for mange af dem, er den her oplevelse med til at give en meget større forståelse for, hvorfor man ikke bare lige kan koncentrere sig 100 procent om den samtale med sygeplejersken eller lægen, som man er midt i, forklarer Anja Nergaard.

God læring og tid til refleksion

På en af stuerne er 23-årige Rikke Raahauge ved at behandle den fiktive patient, Minna, som er blevet indlagt med kraftige mavesmerter. Den 75-årige kvinde har både taget piller og drukket. Og så lider hun af paranoid skizofreni.

-Jeg synes, at det er megafedt. Vi får god læring, vi får lov at lege med tingene og her er tid til refleksion, siger Rikke Raahauge om kreative uger.

Hun synes, at det er rart at have tingene i hænderne ved de praktiske færdighedsøvelser.

-Vi skal ud i en lang praktik om lidt og det er længe siden, vi har været ude på et sygehus. Her er tid til at gennemgå tingene og begå fejl. Og så er der rum til at stille spørgsmål til sygeplejerskerne.

"Jeg synes, at det er megafedt. Vi får god læring, vi får lov at lege med tingene og her er tid til refleksion".
Rikke Raahauge
Sygeplejestuderende
Kreative dage3

Kreative uger igen til efteråret

Det er første gang, at der afholdes Kreative uger i Klinisk Kompetence Center i Slagelse, men bestemt ikke sidste.

-Vi skal selvfølgelig evaluere på, hvordan ugen har været, men de studerende har været meget aktive og givet udtryk for, at de har fået opøvet mange gode færdigheder og fået megen ny viden. De har været meget positive og meget glade for konceptet. Så vi vurderer at ugen har været en stor succes og at kreative uger er kommet for at blive, lyder det fra uddannelseskonsulent hos Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, Lisbeth Trebbien.

Allerede til efteråret står ansvarlige kliniske undervisere og andre fagpersoner da også klar til at tage imod næste hold på 80 sygeplejerskestuderende fra Professionshøjskolen Absalons 5. semester.

Artiklen er venligst udlånt af Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse i Region Sjælland.