Prins Christian og din egen næste ledertale
Hvis du har været i nærheden at danske medier de seneste dage, vil du vide, at Prins Christian - Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys ældste søn, er blevet 18 år. Det er blevet fejret på forskellig vis med alt fra portrætprogram på DR, balkonceremoni på Amalienborg til ungdommelig fest på slottet.
Foto: Dennis Stenild, Kongehuset, ifm. Prins Christians 18-års fødselsdag
Artiklen er første gang udgivet på LinkedIn af Trine Nebel den 17. oktober 2023.
Kongehuset er selvklart ikke et stort emne på diplomuddannelsen i ledelse, men alligevel vil dette lille opslag slå et slag for et væsentligt element hentet fra Prins Christians fødselsdag søndag den 15. oktober; nemlig fødselarens egen tale (den første officielle han har holdt nogle sinde) og Christians fars tale til sønnike. Begge er tv-transmitterede og over tid eksponeret for vel omtrent halvdelen af Danmarks befolkning. Foruden de knap 300 fysiske gæster ved selve fødselsdagen.
Det at holde tale foran et stort publikum kan få angst og bæven frem i de fleste. Prins Christian nævnte da også fra talerpulten, at ”…selvom jeg ryster lidt på hænderne i dag, har jeg hjertet med,” hvilket kunne bekræftes som tv-seer. Både det med nervøsiteten og hjertet. Altså præcis som det skal være. Vi er ekstremt overbærende over for folk, og derfor også ledere, der tager ordet, og som har noget på hjerte. Vi vil nemlig gerne påvirkes, og mest af alt vil vi gerne forstå andre mennesker.
At holde en tale kan alle blive ret gode til. Det er en skrøne, at nogen er ’født’ som talere. De såkaldt store talere har ofte øvet sig i ufatteligt mange timer, inden vi hører deres ord. Som leder kan man øve både sine organisatoriske budskaber, men også selve leveringen af dem. For levering ER en stor og vigtig del af det med at holde tale. Kronprins Frederik ved, hvad han taler om, og det gør du måske også.
Fem gode råd til din næste ledertale
Hvis du allerede nu er inspireret, og vil i gang med at øve dig, kommer her fem gode råd, du kan tage udgangspunkt i – i forhold til din næste ledelsestale:
-
Lav et manuskript og formulér det i talesprog – aldrig i skriftsprog
-
Hav gerne noget værdimæssigt på hjerte, der for alvor viser, hvem du er
-
Brug korte sætninger og undgå for mange tal, procentsatser og statistikker
-
Forstå, at et talemanuskript intet har at gøre med selve leveringen af talen
-
Øv dig og vær bevidst om dit kropssprog, som skal understøtte talens budskab
Med disse ord ønsker vi dig god arbejdslyst med din næste ledertale. Husk at taler måske kan forandre verden, eller i det mindste påvirke de mennesker, talen henvender sig til.
Personlig udvikling
På diplomvalgfaget Kommunikation og organisation har vi dedikeret den fjerde og sidste undervisningsgang til mundtlig ledelseskommunikation. Her får du selv mulighed for øve en ledertale i trygge rammer. Har du derfor lyst til at dygtiggøre dig, kan du overveje valgfaget Kommunikation og organisation på 5 ECTS, hvor du under kyndig vejledning får mulighed for at træne dine kompetencer ud i at levere taler fra ’små og store ølkasser’ – som en del af organisationens kommunikation.
Kan du slet ikke få nok, og vil du gerne have sparring på din egen mundtlige ledelseskommunikation, tilbyder Absalon personlige coaching og sparringsforløb, hvor du over få gange kan få hjælp og træning til dine egne talte ord: