Gå til hovedindhold

Regeringen indgår aftale om at styrke professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne

Den netop vedtagne politiske aftale “Reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark” sikrer mere undervisning, vejledning, feedback og bedre praktikforløb samt nye muligheder for efter- og videreuddannelse.

Egelund

Regeringen og en bred kreds af Folketingets partier har i dag indgået en længe ventet politisk aftale, der tilfører knap 2 mia. kr. til et kvalitetsløft af en række professionsbacheloruddannelser. 

På Absalon er rektor Camilla Wang meget positiv omkring den endelige aftale, der forventer at forbedre de studerendes kompetencer og være et markant bidrag til, at flere vil vælge en velfærdsuddannelse i fremtiden: 

"Den nye politiske aftale er et afgørende skridt i den rigtige retning. Det er vigtige opgaver, som vores studerende skal løse efter endt uddannelse, og det er en kæmpe styrke, at vi nu kan uddanne dem endnu bedre,” siger Camilla Wang, rektor på Absalon og tilføjer: 

“Med reformen får studerende på vores uddannelser bedre muligheder for at få opfyldt deres forskellige ønsker og behov i deres karriere. Nogle vil senere lægge et ekstra niveau på, nogle vil specialisere sig eller skifte spor, og andre vil forske. Det kan vi nu skabe flere tilbud til”. 

Nye muligheder for efter- og videreuddannelse 

En af de store gevinster ved reformen er de forbedrede muligheder for efter- og videreuddannelse, der giver dimittender bedre muligheder for at opkvalificere sig gennem hele arbejdslivet.  

"Muligheden for gratis efter- og videreuddannelse er en stor gevinst, som på sigt vil forbedre kvaliteten af fx sagsbehandling og sygepleje. Samtidig får vores dimittender bedre mulighed for at dygtiggøre sig selv, deres arbejdsplads og styrke deres profession som helhed. Det er en rigtig god investering, og det er klogt af regeringen at styrke disse vigtige funktioner,” lyder det fra Camilla Wang.  

Derudover bliver der oprettet nye praksisrettede professionsmasteruddannelser på det velfærdsrettede område.  

Flere internationale studerende 

Reformen betyder også, at der bliver plads til 800 flere pladser på engelsksprogede professions- og erhvervsakademiuddannelser inden for STEM. Det er en udvikling, der bliver taget godt imod på Absalon, hvor man allerede oplever stor international interesse: 

"Vi er glade for, at reformen åbner op for flere internationale studerende. Vi håber, det baner vejen for, at vi kan åbne en engelsksproget diplomingeniøruddannelse i robotteknologi. Vi kan allerede se på vores nuværende ingeniøruddannelser, at det især er de engelsksprogede programmer, der tiltrækker studerende," siger Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering, Absalon. 

Han tilføjer, at omkring 70 procent af de internationale studerende, som Absalon uddanner, arbejder i Danmark efter endt uddannelse.  

Med reformens nye initiativer forventer Absalon at kunne tiltrække flere studerende, sikre højere kvalitet i uddannelserne og bidrage til et stærkere velfærdssamfund. 

Daniel Schwartz Bojsen (dasb)

Direktør for Sundhed, Social og Engineering
Direktionen
Slagelse

Sami Stephan Boutaiba (sabo)

Direktør for Pædagogik og Ledelse
Direktionen
Slagelse

Anne Sidsel Troldtoft Hjorth (asth)

Presseansvarlig og journalist
Kommunikation og Ledelsessekretariat
Slagelse