Safar læser karrierevejledning på Absalon: ”Jeg håber, at jeg kan være en inspiration for andre”
Fra sin opvækst i en flygtningelejr i Irak til sin nuværende rolle som vejleder på VUC Roskilde har Safar Aziz erfaret, hvordan viden kan åbne døre. Han bruger sin egen uddannelsesrejse til at inspirere unge til at tage ansvar for deres fremtid

Da Safar Aziz som barn boede i Irak, tjente han penge til familien ved at sælge stof. Selvom det var forbudt at forlade den flygtningelejr, som de var flygtet fra i Iran, var hans familie nødt til at tage til de omkringliggende landsbyer for at tjene penge til mad. Livet i lejren var barskt og handlede om overlevelse.
Safar brugte de lange gåture mellem husene med næsen i en bog – og lærte på den måde at læse.
”Jeg har stadig min lille engelsk-persiske ordbog, som jeg selv lavede, for vi havde ikke råd til at købe en. Mine forældre er analfabeter. En af mine største drømme var at komme på universitetet. Jeg ville vise mine forældre, at selvom de ikke kunne læse, så kunne det lykkes for mig.”
Safar var halvandet år, da han sammen med sine forældre og 14 søskende flygtede fra Iran til Irak. Som femårig begyndte han sin første skolegang i flygtningelejren.
"Vi blev ikke undervist af uddannede lærere, men af dem i lejren, der kunne læse og skrive. Men undervisningen havde alligevel stor betydning for, at jeg senere kunne komme på universitetet. Jeg var meget ambitiøs, og da jeg fik at vide, at vi skulle til Danmark, begyndte jeg at sætte mig ind i danmarkshistorien," fortæller Safar.
Inspirerer med egne erfaringer
Safar blev uddannet i Statskundskab fra Aarhus og Københavns Universitet og er i dag lektor i samfundsfag, erhvervsøkonomi og innovation på VUC Roskilde, hvor han arbejder som vejleder. Hans akademiske rejse har dog ikke været uden udfordringer. Da han ankom som kvoteflygtning til Danmark som 21-årig, begyndte han først på sprogskole, derefter AVU (9.-10. klasse) og derefter HF. Men på universitetet indtraf et kulturelt chok, og Safar havde svært ved at følge med:
"Jeg havde svært ved at forstå de akademiske begreber. Jeg brugte 10-12 timer dagligt, weekender og helligdage på at læse. Jeg var langsom, og ordene var fremmede. Der var en indforståethed og en kultur omkring flere ting, som jeg ikke havde indblik i, og ikke forstod. Jeg var meget tæt på at droppe ud."
Udfordringerne i mødet med det danske uddannelsessystem skulle dog senere vise sig at hjælpe Safar i sit job som underviser på VUC. Han beskriver jobbet som ”et kald”:
”Jeg oplevede med det samme, at jeg var god til at undervise, og at jeg kunne gøre en forskel for folk med samme baggrund som min egen. Jeg har selv været igennem svære oplevelser, og jeg vil gerne vise, at det ikke er en hindring for at opnå noget. Mange på VUC har også en anden etnisk baggrund, og jeg håber, at jeg kan være en inspiration for dem.”
Arbejdet som vejleder har givet ham mulighed for at støtte de studerende i at overkomme de udfordringer, de møder - især dem, der kommer fra en baggrund som hans egen. Han understreger vigtigheden af, at den studerende har det rette mindset.
Redskaber skal styrke selvstændighed
Efter to år som vejleder på VUC Roskilde læser Safar i øjeblikket en diplomuddannelse i ”Uddannelses- Erhvervs- og Karrierevejledning” på Absalon. Han er meget bevidst om, at verden omkring ham er under konstant forandring – og at viden er et redskab til at navigere i den.
”Behovene ændrer sig hele tiden hos den generation, som vi arbejder med på VUC. Som vejledere er vi nødt til at forstå de udfordringer, de står overfor – fx udfordringer med at indgå i fællesskaber eller med sociale medier. Uddannelsen på Absalon har givet mig nye redskaber og kollegial sparring. Vi lærer af hinanden på holdet og bruger vores erfaringer til at hjælpe de studerende og os selv.”
En af de ting, Safar for alvor har fået øjnene op for under sit uddannelsesforløb, er, at han i sin iver for at hjælpe ofte handler på vegne af de studerende. Men det er ikke til gavn for de studerende, som han så gerne vil guide godt igennem deres uddannelse:
”Uddannelsen har gjort det klart for mig, at jeg skal hjælpe de studerende til at hjælpe sig selv. Jeg skal give dem de rette værktøjer, så de kan klare sig selv, når jeg ikke længere er deres vejleder. Jeg er også blevet bedre til at lytte aktivt, stille de rigtige spørgsmål og vise, at jeg forstår, hvad den studerende siger. Det har været et af de vigtigste værktøjer, jeg har lært.”
For Safar handler arbejdet med at vejlede de unge til at stå stærkere selv også om at bekæmpe social ulighed.
”Viden skaber glæde. Men viden er også magt. Jeg vil gerne hjælpe mine studerende til at forstå, at hvis man vil have indflydelse på sit eget liv – men også indflydelse på det samfund, som de lever i – så handler det om at tilegne sig viden,” slår han fast.
Om diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning
Diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning er både rettet mod den private og den offentlige sektor. Uddannelsen er for dig, som til daglig arbejder med vejledning eller har et ønske om det.
Som studerende på uddannelsen får du mulighed for at udvikle din vejledning med udgangspunkt i din egen praksis.
Læs mere om diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning